Steve Russell (Jim Carrey) er gift med den religiøse Debbie (Leslie Mann), med hvem han har en datter, og lever som politibetjent i Texas. Steve er dog ikke helt tilfreds med sin tilværelse og efter et voldsomt biluheld går det op for ham han bliver nød til at revudere sit liv og stoppe med at leve på en løgn. Han springer derfor ud som bøsse og flytter til Florida hvor han må indse at et liv i sus og dus koster penge. Mange penge. Derfor må Steve tage alternative – og ulovlige – midler i brug. Det bliver opdaget og sender ham en tur i spjældet, hvor han møder den blå-øjede Phillip Morris (Ewan McGregor). De forelsker sig hovedkulds og prøver at stable en tilværelse udenfor fængslet på benene. Men det er ikke så let endda og Steve må udtænke nogle alternative metoder endnu engang.
Det er en imponerende fortælling og at den ligeledes er sandfærdig gør den ikke mindre spændende.
Overraske, det kan filmen og plottet!
Jim Carrey formår at overraske publikum med sider af hans talent vi ikke er stødt på før, men samtidig stikker den velkendte komiker som vi bedst kender ham hovedet frem et par gange, og det er en balancegang der er ganske vellykket. Men nogen gange passer Jim Carreys gakkede facon ikke rigtig på den til tider ulykkelige person Steve Russell har været.
Det er en farlig cocktail at lade to prominente og kendte skuespiller forsøge at spille overbevisende forelskede. Til tider lykkedes det og nogen gange hopper kæden af. Det er ikke let for en Hollywood film at have med homoseksuel karakter at gøre og måske er nogle af filmens scener bevidst lavet for at pisse nogle amerikanere af. For lige det med kærlighedshistorien i filmen fungerer ikke så godt som fortællingen om en mand der formåede at svindle sig igennem en stor del af sit liv. Historien om Steve Russell og hans gerninger er sjovere, men filmen forsøger at balancere på grænsen mellem et karikeret billede af homoseksuelle og en kærlighedshistorie der rent faktisk er ægte.
Det her er et modigt komedie/drama og Hollywood har uden tvivl behov for at få rykket ved nogle grænser. Spild af penge til en biografbillet er ”I Love You, Phillip Morris” bestemt ikke.