Skriv en kommentar
Antallet af film, hvor det hele ramler for hovedpersonen, kan tælles på flere hænder. Sjældent ser vi dog en film, hvor vi er helt oppe i ansigtet på forurettede konstant. Sådan er det nemlig med “If I Had Legs I’d Kick You”, hvor Rose Byrnes Oscar-nominerede rolle padler rundt i tilværelsen uden rigtig at finde fodfæste eller ro bare i to sekunder. Det er stærkt, det er rørende og det er ekstremt sensitivt. Det er i alle livets henseender, at det knirker hos Linda, som karakteren hedder. Alt, hvad der involverer nære relationer, er forbundet med kaos, fortvivlelse og usikkerhed, og det slider i høj grad på Linda. Hun er et omvandrende sammenbrud længe før, hun selv kan se det.
Kan du huske Nicolas Cages deroute i “Leaving Las Vegas”? Hvad med Michael Douglas i “Falling Down”? Samme intense grad findes her. I førstnævnte er det flasken, der er synderen. I sidstnævnte er det et tiltagende råddent samfund. Hos Linda er det nærmest alting. Et sind i opløsning reagerer også på mere overfladiske relationer, som når hotelreceptionisten efter en uge spørger Linda om ID i forbindelse med køb af alkohol. Eller da en parkeringsvagt klager over Lindas kortvarige ulovlige parkering. Her kommer Lindas indebrændte vrede endelig til udtryk, men løser intet og erstattes kort efter et nyt mindre issue, der i Lindas tilstand vokser sig stort. En telefonsamtale med Lindas mor er i sig selv en trigger. Portrætteringen af Lindas mentale krise er så præciseret, at vi for eksempel aldrig ser Lindas datter i profil, selvom datterens skrøbelighed og påvirkning er til at få øje på. Det er hele tiden Lindas reaktion eller mangel på samme, som kameraet er ude efter.
Nu sidder du måske og tænker, om hun overhovedet får det godt? Det er der kun en måde at finde ud af. Du må i gang med “If I Had Legs I’d Kick You”. Rose Byrne bærer hele vægten af denne film, men der er også et par spøjse biroller tildelt til Conan O’Brien, som Lindas terapeutkollega, ASAP Rocky som potelskende hotelansat og minsandten også et gensyn med Christian Slater som Lindas meget fraværende mand. I stolen for det hele har vi Mary Bronstein, der har skabt et utroligt drama. Hun har endda selv en lille rolle i filmen også. Så mange tilfælde af dårligdom, og så sniger Bronstein sig uden om ethvert smil fra publikum. Det er godt gjort. Nogle steder kaldes filmen dog en dramakomedie - sågar dramathriller - men intet kunne være mere forkert. Du kommer til at smertes med Linda og hendes omstændigheder.
“If I Had Legs I’d Kick You” er en velskrevet, velproduceret og veleksekveret film. En af den slags, man sjældent ser efterhånden, når alt skal være poleret og følge en særlig opskrift i jagten på succes. Bronstein går helt sin egen vej, og det skal hun blive ved med.
