Skriv en kommentar
Et stykke film mosaik, afspejler denne fortælling, om seks mænd og en dreng.
En mystisk prolog starter filmen, omkring en isboring i det golde og øde polarlandskab, og en mand der rasende og fortvivlet vandrer ud i intetheden.
En del år senere vender en forsker Mathieu (Patrick Pineau) tilbage til sin hjemby, som hovednavn, at tale ved et seminar. Han genser sin gamle kollega Pierre (Benoît Magimel), der har lagt sin ambitiøse karriere på hylden, og underviser som skolelærer. Men deres relationer synes noget anstrengt fra Pierres side. Den 11årige Charlie er Pierres ynglings elev. Men skæbnene vil hans kone har en affære med Charlies far Serge (Vincent Lindon), og som har tvunget Charlie til tavshed overfor hans moder. Den 11årige virker tavs og tynget af disse hemmeligheder. Er nogle gange med hvor det foregår, og må sidde ude i bilen og vente på faren..
Byens borgmester, den midaldrende og meget selviscenesatte Bertagnat (Jean-Pierre Bacri) skal modtage forskeren, og det er tydeligt at hans udvalgte mænd, ikke har den største respekt. Men på overfladen synes han ikke videre anfægtet af sine omgivelser. Store problemer vokser inden i ham, professionelle og personlige krise. Hans eget ægteskab, som han ikke rigtig har hjerte i, og sin store lidenskab for den unge gartner (Sophie Cattani), der stadig bor hjemme til borgmesterens store fortvivlelse.
Så er der småforbryderen Joss (Benoît Poelvoorde) der forfølges af uheld, og ikke virker som den skarpeste sten i skuffen.
De sidste stykke mosaik, der kun perifirært berører de andre historier, er den unge tennisspiller Adrien, der virker påvirket af det hårde konkurrence liv, og som i tavshed har vendt sig indad mod sin egen ødelæggelse.
”Ifølge Charlie” er en multikomplekst fortælling, om ganske almindelige mennesker, i en lille fransk by, ikke større, end at deres veje har mulighed for at krydse hinanden. Instruktøren Nicole Garcia har med stor menneskelig indsigt, fortalt denne dramatiske beretning samtidig med at hun på den forløsende måde, holder sammen på de forskellige tråde. Hun har instrueret film som Place Vendôme m.fl., og spillet med i utallige film. Skuespillet fremføres sikekrt af de store nye navne i fransk film, som Jean-Pierre Bacri i borgmesterens skikkelse (”Subway”, ”De Andres Smag”, ”Se På Mig” m.fl.), Vincent Lindon som Serge (”L´avion”, ”La Mustache” m.fl.) og Pierre spillet Benoît Magimel (der spillede den unge forelskede i Hanekes ”Pianisten”, desuden ”Tyvene”, ”hadet” m.fl.)
Det er noget af det sværeste at begive sig ud i, at fortælle flere historier og kunne binde dem sammen, og det lykkedes ikke helt at fange anslaget, som det sås i Altmans ”Short Cuts” og Cronenbergs ”Crash”, men ligger sig i ly tæt op ad de fem stjerner.
