Skriv en kommentar
Instruktøren Gaspar Noé siger selv om sin film på ekstramaterialet på denne DVD, at det er en B-film lavet så kunstnerisk som muligt. Udtalelsen virker umiddelbart afvæbnende overfor de rædsler man lige har været udsat for, for filmen er jo blot en banal historie om en fyr der hævner voldtægten af sin kæreste, men væmmelsen fra filmen tager hurtigt over igen. Indledningens helvedsagtige tur gennem bøsseklubben Rectum sluttende med en deltaljeret optagelse af mand smadrer anden mand med en brandslukker - imens bøsser ser ejakulerende til - og ikke mindst den 12 minutter lange, centrale voldtægtsscene sætter sig i kroppen på en måde, så det er svært at få øje på filmens kunstneriske kvaliteter. Filmen kan næppe kaldes en moderne horrorfilm eller lignende, dertil er realismen for overbevisende.
Teksten ”Tiden ødelægger alt” afslutter filmen. Dette indlysende udsagn sætter instruktøren effektivt i værk ved at fortælle sin historie bagfra, som vi kender det fra Memento (og David Jones´ Betrayal fra –83). Filmen starter med slutteksterne og historiens slutscene og ender med begyndelsen. Men udsagnet afspejles også i historiens systematiske og detaljerede destruktivitet, først og fremmest ved ekstrem fysisk vold. Derved fremstår udsagnet som dybt pessimistisk; tiden ødelægger det gode. Her nytter det ikke meget at filmen fortælles bagfra og derfor slutter med det gode, for sporene der leder frem mod det grusomme lægges ud efterhånden som tiden skrues tilbage. Handlingerne er ikke tilfældige, siger Alex den sidenhen voldtagne med henvisning til en bog hun er ved at læse, og drømmene forudser blot, hvad der vil ske, fortsætter hun. Filmen giver hende ret: Når de elskende til slut ligger i sengen, har han ondt i den ene arm – den arm der sidenhen skal brækkes i Rectum – og hun har lige haft et rødt mareridt, men fniser ved hans ønske om at tage hende bagfra – siden hen voldtages hun grusomt bagfra i en rød fodgængertunnel. I øvrigt sidder de udpenslede voldsscener så stærkt i tilskuerens krop, at slutningens idyl, hun ligger i en park med bogen om tiden, er uden håb for fremtiden. Således er filmens form en kunstfærdig udgave af voldtægten, ja af hele filmens iøjnefaldende analfiksering.
I filmens første scene ”filosoferer” to midaldrende mænd, den ene nøgen (bøsser?) på en seng i et værelse ovenover Rectum over tiden: ”Der er ingen gode og onde handlinger kun handlinger”. Spørgsmålet er, om Gaspar Noé modbeviser dette udsagn i de rædselsfulde scener. Man er næppe i tvivl om, at ondskaben findes efter den lange uklippede voldtægtsscene. Men spiller det nogen rolle, hvis alt i tilværelsen er fastlagt på forhånd, og tiden i øvrigt ødelægger alt?! Filmen er klinisk renset for håb.
Filmen består af 12 uklippede afsnit, hvor kameraet går ekstremt tæt på begivenhederne, men indlednings- og afslutningsvis sejler rundt i og over handlingens rum som overgange fra forrige og til næste afsnit. På den måde sættes fortælleren og tilskueren i scene; på den ene side gøres vi åbenlyst til alt for medvidende tilskuere, på den anden side hæves vi op over begivenhederne og tager del i tidens og bevægelsens baglæns forløb. Det er en særdeles ubehagelig svimmel bevægelse, vi her tager del i; vi er både vojeurer og guder uden mulighed for indføling, men vigtigst ingen mulighed for egentlig tolkning. Derved fremstår filmen som en form for kunstfærdig propagandistisk filmkunst. Her er både trendy fortællestruktur, håndholdt kamera og improvisation. Men også en ualmindelig hadsk skildring af det parisiske bøssemiljø. For ikke at glemme tidens, nej instruktørens ualmindeligt dumme beslutning om at sende kvinden mere end let påklædt ned i en fodgængertunnel midt om natten – hun selv har ingen overvejelser i den anledning. Gad vide om ikke også tilskueren voldtages bagfra?! Er dette i virkeligheden en kunstfærdig homofobisk, kvindefjendsk og analfikseret film?!
Det er vel efterhånden ud over enhver tvivl for de der tager kunsten alvorligt, at et kunstværk kan være ubehageligt og dog være et fuldgyldigt kunstværk. Vist er filmhistorien på alle måder fyldt med grænseoverskridende film, ikke mindst er grænserne for, hvad man kan vise til stadighed blevet rykket. Og godt nok for det, så lang tid vi er i stand til at sætte det grænseoverskridende, her det rædselsfulde ind i en meningsfuld, dvs. kunstnerisk sammenhæng. Det lader sig ikke gøre med Irréversible. Tilbage er kun volden.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
