Skriv en kommentar
D. 12. april 2000 var der verdenspremiere på tv-serien Jackass på MTV i USA. I dag – lidt over 10½ år senere – er de sindssyge drenge med 39-årige Johnny Knoxville i spidsen tilbage i biograferne med deres tredje biograffilm, der lige som alt det tidligere bygger på et simpelt koncept: at optage grænseoverskridende, ulækre eller bare smertefulde ting, der vil få dig til at grine, kaste op eller holde dig for øjnene.
3D er et hult salgstrick
Ikke mange havde set succesen komme så kraftigt dengang i 2000, men faktum er, at småklip med folk, der slår sig – og ikke bare falder på halen som i ’gammeldags’ hjemmevideoer – ses i større grad end nogensinde. Og selv om Jackass 3D gør hvad den kan for at overgå tidligere tiders udskejelser virker det som om, at man med 3D-effekterne har indset, at filmens eksistensberettigelse ganske enkelt er blevet udvandet. 3D-effekterne er som oftest ligegyldige og stort set hele filmen kunne have været produceret foruden. Kun åbningssekvensen, der er en smuk 3D-tur gennem et ’rum af smerte’ vist i en sadistisk udpenslende slowmotion, og som samtidig præsenterer os for Jackass-holdet, skiller sig for alvor ud.
Lort for alle pengene
Det er svært ikke at ’spoile’ i en anmeldelse af indholdet i Jackass 3D, men det gør nok ikke så meget. Den moderne medieforbruger er vant til grådigt selv at opsøge klip, der i høj grad minder om de mange sketches og udfordringer, der bliver vist frem i Jackass-filmene, og man gør det på venners opfordringer og genser dem på trods af, at man kender dem.
Målgruppen for en film som denne må derfor unægtelig være hardcore Jackass-fans, der vil juble over, at Knoxville & Co. har hævet niveauet – især hvad angår de ’fækale’ sekvenser såsom bungee jumping i hundelort og røvsvedscocktails. Samme fans vil med Jackass 3D kunne tage et vemodigt farvel med en gruppe, der efter 10 års selvpåførte skader ser noget arrede og medtagne ud. Resten vil undre sig over, at filmen er et sammensurium af potentielle YouTube-klip, hvor selv lorte-sekvenserne let kan overgås af klip som 2 girls 1 cup; en trailer til en brasiliansk scat-fetish-film fra 2007, der blev set af millioner på nettet på trods af, at mange havde svært ved ikke at kaste op i processen. Ikke just noget, der har præget mediesamfundet inden årtusindeskiftet!
Simple og sjove skader – vi kender dem!
Et andet eksempel på, at Jackass 3D ikke længere er noget ’særligt’: klik på følgende link og se en kvinde sende en vandmelon i høj hastighed direkte i fjæset på sig selv så hun næppe slipper uden en hjernerystelse: http://www.youtube.com/watch?v=jmhaj5-F-Fo . Klippet er fra et amerikansk TV-show ved navn The Amazing Race og er set af over 200.000 mennesker (ikke engang meget af et YouTube-klip at være). Vi elsker at se hendes hoved blive kastet nådesløst bagud i slowmotion – fuldstændig som når Bam Margera i Jackass 3D igen og igen tæver folk i hovedet med en boksehandske, når de mindst venter det. Kommentarer som ”I could watch this all day… so hilarious!” viser meget fint, at folk, der påfører sig selv skade er blevet den moderne medieforbrugers narkotikum: et afbræk i hverdagen, en morsom pause i arbejdet.
Som grundlæggere af en klar samfundstendens, er det vigtigt, at vi hylder Knoxville, Steve-O og de andre. Med Jackass 3D har de lavet en hyldest til sig selv. Det er sjovt, imponerende og ulækkert (tag gerne en brækpose med i biografen. Jeg mener det.). Men udbuddet af bræk, lort og nye, grænsesøgende stunts er slet ikke nok til at gøre filmen til noget særligt. Tag hellere en YouTube-aften med gutterne.
