Skriv en kommentar
Håndkantsslag, hurtige bevægelser, spark og modstanderen ligger ukampdygtig på jorden. Helten, ham vi kender som Jean Claude Van Damme ”The Muscles From Brussels”, er allerede videre til den næste skurk og ved at nedkæmpe ham. Gennem et eksplosionshærget bylandskab ser vi ham utrætteligt nedkæmpe sine modstandere. Utrætteligt?! Nej, jo mere vi ser, desto oftere må vores helt tage en kort pause og finde pusten. Pludselig falder en rekvisit ned og bryder illusionen. Vi er på et filmset og Jean Claude står og hiver efter vejret alt imens, han prøver at forklare, at han ikke kan gøre de mange sekvenser ud i et take, da han er efterhånden er 57 år. Den unge japanske instruktør, har kun foragt til overs for hollænderen, der i hans øjne stjal actioninstruktøren John Woo med sig til Hollywood.
Sådan starter Mabrouk El Mechris film om den måske mest kendte hollandske filmstjerne i Hollywood; Jean Claude Van Damme. En mand de fleste kender fra hårdtslående karatefilm som Bloodsport, Double Impact og Hard Target tilbage fra sidst i 80´erne og starten af 90´erne. Dengang Van Damme var stjerne. Siden er andre hårdtslående helte kommet til blandt andet Stephen Seagal, der da også optræder som Jean Claudes rival i filmen, specielt da denne stjæler hans nye filmrolle ved at klippe sin karakteristiske hestehale af.
Ydermere er JCVD ved at miste retten til at se sin datter med begrundelsen, at han via en karrierer gennemsyret af vold, ikke er velegnet til at opdrage sine børn. Livet er kort sigt lidt lige som Arnold schwarzeneggers i The last actionhero, hvor man ser ham bekæmpe skurke dagen lang, men når han kommer hjem, er det eneste der venter en grå og anonym lejlighed. Tom for liv og sjæl.
JCVD giver dog ikke op og beslutter sig for at tage tilbage til sine rødder i Holland og slappe lidt af. Dette bliver, der dog ikke meget af, da han uforvarende fanges midt i et postrøveri og snart er medierne og en hujende menneskemængde på pletten for at følge udviklingen i et gidseldrama, der på fin vis henviser til Sidney Lumet´s A dog day afternoon, hvor den lille mand spillet af en stor skuespiller(Al Pacino) bliver dagens helt.
JCVD er en filmisk satire over en af 80´erne og 90´ernes store actionstjerner og indeholder som sådan et væld af referencer, som Van Damme fans vil genkende og finde nydelse i. Samtidig formår instruktøren ved simpel brug af flashback at skabe spænding i en film, der spiller på vekselvirkningen mellem at følge den ”rigtige” Van Damme og den filmatiserede. At Jean Clade kan andet end, elegant at sparke en smøg ud af munden på folk uden at ramme, viser han i den seks minutter lange monolog, hvor han er hævet ud og op fra filmsettet og her giver en ærlig filmisk (tros)bekendelse om hvordan hans liv og karrierer har været på godt og ondt.
