Skriv en kommentar
Politiinspektør Eva Thornblad (Moa Gammel ) vender tilbage til Silverhöjd syv år efter hendes datter Josefine forsvandt ved en sø i Silverhöjds skov. Man tror at pigen er druknet, men hendes lig blev aldrig fundet. Nu er en dreng forsvundet sporløst, og Thornblad aner en forbindelse til sin datters forsvinden. Samtidigt vil hun tage sig af arven fra sin afdøde far, den store iværksætter Johan Thornblad, der har opbygget et træ- og tømmerimperium i den store skov, der har været i familiens eje i generationer. Som Thornblad graver i sagen, forsvinder flere børn sporløst, og hvad der begynder som et klassisk politidrama, tager en mere dyster og mystisk drejning for hver episode.
Første afsnit har en vildt fed start med fuld knald på både handling og action, da vi følger Thonblad i en indsats mod en gidseltager. Det lover godt, og får mig med det samme til at glæde mig til mere og sætte forventningerne højt. Desværre bliver det hurtigt langtrukken, og de høje forventninger falder pladask til jorden, kun afbrudt af kortere episoder med intensitet. Hvert afsnit slutter med en ’cliffhanger’ der spiller på frygten for det ukendte, hvor hverken karaktererne i serien eller seerne ved hvem der er hvem, eller hvem der er til at stole på. Men på trods af god start og slutning på hvert enkelt afsnit, er det der sker indimellem simpelthen for langtrukkent, til at jeg kan være rigtig begejstret, selvom temaet om prisen for grådighed og dens konsekvenser for miljøet er meget aktuelt.
Skuespillet er godt, men de forskellige karakterers reaktioner er ikke altid lige logiske, og selvom der er udvikling i karaktererne, forbliver enkelte to-dimenssionelle, og det tager dem påfaldende lang tid at regne ud hvad de foregår, så man som publikum når at kede sig, og undre sig over, hvorfor de pludselig er gjort mindre intelligente end i forrige afsnit.
Man kunne snildt undvære 10 minutter af hvert afsnit, og en strammere klipning havde hjulpet gevaldigt. For der ligger en god idé bag Jordskott, som forsøger at være meget mystisk og henter inspiration fra gamle fortællinger om det hemmelige huldafolk fra de store, mørke skove i det nordlige Skandinavien.
Billedsiden er flot med genkendelig tåge i skovlandskabet, der skaber mystik tilsammen med dramatiske underlægningsmusik. Det føles uhyggeligt og giver en god gyseragtig stemning.
Inspirationen fra gamle sagn er dog brugt lidt for kreativt og efterlader mange løser ender, der aldrig bliver samlet op. Det går ud over helhedsindtrykket, og gør det til en lidt rodet omgang, som godt nok underholder, men ikke tåler en mere kritisk gennemgang.
Alt i alt er der mange smukke billeder af den mystiske skov og en meget rammende følelse af dyster og mørk mystik, med en ørkesløs følelse af ingenmandsland uden for lovs land og ret. Hovedkaraktererne er (for det meste) sympatiske og interessante nok til at man gerne vil lære dem at kende, og grundidéen er god. Men det er ind i mellem for langtrukkent og en mere stram klipning havde gjort underværker for det samlede indtryk.
