Skriv en kommentar
I en lille by ved navn Riverdale prøver pigepunkbandet The Pussycats at slå igennem ved mindre koncerter. Hele verden er hjernevasket af drengebandet Du Jour, og er lidt ligeglade med noget andet musik overhovedet. Da Du Jour pludselig forsvinder ved et flystyrt, søger manageren Wyatt Frame (Alan Cumming) at skaffe et nyt band han kan gøre store. Han indfanger Josie (Rachel Leigh Cook), Valerie (Rosario Dawson) og Melody (Tara Reid), ændrer deres navn til Josie and the Pussycats og gør dem til superstjerner på en uge. Misserne kan godt mærke, der er et eller andet galt, for så hurtigt kan man da ikke blive superstjerner...
Josie and the Pussycats startede i en Archie tegneserie i 1963, og efter enorm succes blev de omdannet til tegnefilm i 1970-72 af Hanna & Barbera. Men da folk stadig spurgte efter dem 25 år efter, besluttede man sig for at lave en film over dem. Filmen er da heller ikke helt forgæves. Den kan godt beregnes som en film i bølgen af teenage komedier, men er klart en bedre af slagsen. Der er faktisk gjort så meget ud af filmen, at man undrer sig over den ikke blev en større succes end Scary Movie og Not Another Teen Movie. Humoren er ofte meget ironisk, der er mange injokes og der bliver gjort meget grin med en del bands. Hvis man har den mindste smule humor, og er glad for musik må denne film være et must.
Karaktererne er blevet overført dejligt. Rachel Leigh Cook spiller vidunderligt og charmerende, og Tara Reid har her fået en rigtig blondinerolle, som hun klarer så godt at man tror hun virkelig er sådan i virkeligheden. Rosario Dawson klarer også sin rolle fint, men hun ser ikke ud til at have det så godt med de andre, større stjerner. Alan Cumming er perfekt som skurk, og mindre troværdig er Parker Posey. Alt i alt gør skuespillerne det arbejde de skal, for en film som denne. Instruktørerne Harry Elfont og Deborah Kaplan har før instrueret film som The Flintstones In Viva Rock Vegas and andre halvdårlige teenage komedier, så man kan roligt sige dette er deres bedste film indtil videre.
Musikken skal da også lige nævnes, for den er der virkelig gjort noget ud af. Skuespillerne spiller selvfølgelig ikke selv musikken, så man har hentet Ken Haley fra Letters Of Cleo (10 Things I Hate About You) og andre musikere ind, for at lave ca. 20 nye sange til filmen, lidt ligesom I Almost Famous. Disse er fantastiske, simple og passer perfekt ind i filmens ironi. Kan også klart anbefales.
Hele historien er sådan set typisk nok, men det er i detaljerne filmen gør sig gældende. Den holder fast i karaktererne, og viser en popverden så direkte, at det må gå op for nogle popfans hvor meget de bliver snydt. Der er selvfølgelig ikke meget andet at hente end humoren i sådan en film, men den har klasse og klarer alting fint. Hvis du vil have en film du ikke skal tænke for meget over, er dette en af de mest anbefalelsesværdige.
Filmen er venligst stillet til rådighed af SF/Fox.
