Skriv en kommentar
90’er vibe
Som sagt er denne remake-bølge vi er havnet i bygget meget op omkring romantiseringen af nostalgi, og Jumanji: Welcome to the Jungle er ingen undtagelse. Lige fra start føles det som at se en amerikansk familiefilm fra 90’erne, og tankerne ledes straks hen på klassiske 90’er familiefilm som Home Alone, Beethoven og Jern-Henrik, og selvfølgelig Jumanji. Det er den fantastiske blanding mellem store hvide amerikanske huse på store villaveje, eventyrlig musik og stereotype teenagere. Selvfølgelig har Jumanji: Welcome to the Jungle et moderne twist - Jumanjispillet er ikke længere et brætspil, men et konsolspil. Filmen gør meget ud af, at det er fordi børn og unge ikke gider spille brætspil længere, at Jumanji blev nødt til at lave sig om til et konsolspil. Det kan der være noget om, men det er overhovedet ikke sandt, at børn og unge ingen interesse har i brætspil mere. Det føles som en lidt lam grund til at Jumanji-spillet skulle ændre sig, men det er ikke noget der generer i det store hele. Hey, vi skal jo have en god grund til at få The Rock ind i den jungle jo!
Perfekt til juletiden!
Jumanji: Welcome to the Jungle er en film der gør præcis hvad den skal gøre, nemlig at være super underholdende. Humoren virker, og næsten alle jokes rammer plet. Vigtigst af alt er sammenspillet mellem vores hovedskuespillere helt fantastisk. Man kan virkelig føle den interne kemi. Specielt Jack Black er fuldstændig eminent i rollen som den egocentriske selfie-pige Bethany. Ikke alene er hans version af en moderne instagram-tøs virkelig underholdende, men den formår overraskende nok også at være et følsomt portræt af en teenagepige der finder ud af at livet stikker dybere end et overfladisk filter.
Denne nye efterfølger til Jumanji har ikke meget med den gamle at gøre. Det er samme koncept, men en helt anden historie, og det virker til dens fordel. I stedet for at få spillet ud i den rigtige verden, bliver spillerne denne gang suget ind i spillet. Denne spilverden virker sjov og farefuld, og fedest af alt, har de gjort meget ud af at få verdenen til at ligne et spil. De computerstyrede mennesker inde i spillet har f.eks. en fast dialog de siger når vores hovedpersoner møder dem, vores hovedpersoner har kun tre liv og verdenen er bygget op omkring levels (niveauer) der bliver sværere og sværere. Det skaber kimen til mange sjove momenter, men vigtigst af alt, også følelsen af, at der konstant er noget på spil.
Jumanji: Welcome to the Jungle er overhovedet ikke som den første, men ånden er intakt, og det er underholdningen i den grad også. Skønt en masse plothuller og et par småkiksede scener, så vinder Jumanji: Welcome to the Jungle på et veludført manuskript, en eventyrlig verden og genialt sammenspil. Så tag ind i biffen og grin dig varm til Jumanjis bankende trommer, perfekt hyggefilm til denne kolde vintertid!
