Skriv en kommentar
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Jeg elsker Matrix-trilogien. Det er til sådan en grad, at jeg ejer alle filmene i et utal af unødvendige specialudgaver og alverdens formater. Derfor er det mig altid bemærkelsesværdigt når søskende Wachowski udgiver en ny film. Uanset hvor godt det end måtte være, ligger deres mesterværk hele tiden i baghovedet. Man har ganske enkelte hele tiden følelsen af, at de nye film burde være ligeså innoverende, som de gamle - selvom det er noget nært umuligt, ikke at gentage sig selv.
Dertil kommer, at søskendeparrets udgivelser siden 2003 har været meget svingende lige fra "animationsfilmen" Speed Racer i 2009´8 og den poetiske Cloud Atlas i 2012, så er det svært ikke at være en lille smule skeptisk når de udkommer med en ny film. Undskyld - det var en masse mundgøgl bare for at sige, at jeg savner Matrix filmene.
For filmen som det hele handler om er Jupiter Ascending, der på mange måder afspejler både det bedste og det værste fra The Wachowskis karriere.
Fagre nye verden
Vi følger Jupiter Jones, der spillet af Mila Kunis, er en sagesløs fattig kvinde, der bruge det meste af sit liv på at gøre rent for folk, der lever i overflåd. Hele hendes tilværelse bliver dog vendt på hovedet, da hun finder ud af, at hendes genetiske kode betyder, at hun tilhører en kongelig slægt, der er hersker af verdensrummet og samtidig sætter hende på kollisionskurs med den regerende royale familie, der består af tre meget selvoptagede og forfængelige søskende, der for alt i verden ikke vil give afkald på deres magt.
Det er noget af en mundfuld, ikke bare fordi det er et lidt bizart plot, men også fordi filmen smider så meget information i hovedet på en i begyndelsen af filmen, at det kan være svært at danne et overblik over, hvad spillereglerne er i dette univers. Det bliver heller ikke bedre af, at så snart vi begiver os ud i rummet holder filmen helt op med at forklare, hvordan denne nye verden hænger sammen. Det er lidt frustrerende, fordi man står tilbage med så mange spørgsmål, som bare aldrig bliver berørt i et ellers meget unikt univers, fyldt med alverdens gensplejsede og mærkværdige væsener.
Jupiter Jones kan dog ikke klare alle løjerne på egen hånd, derfor får hun hjælp af en genspejlet supersoldat ved navn Caine, spillet af den efterhånden meget store stjerne Channing Tatum. De har uundgåeligt en romance, der ikke har den største tyngde eller er særlig troværdig. Alligevel gør det ikke det store ved oplevelsen, fordi hver eneste gang filmen er ved at blive lidt for sukkersød, så går helvede løs.
Velorkestrerede actionsekvenser
Hver eneste gang, man er er ved at blive en smule betænksom, så viser The Wachowskis, at de stadig er i stand til at orkestrere actionsekvenser, der giver et ordentlig sug i maven. Hver eneste gang, der sættes tempo, er det som om alle filmens problemer forsvinder. Man bliver bare revet med på den rutsjebane som alle action scenerne er, og det er helt klart hjulpet på vej af det store biograflærred. Dertil kommer at filmens fremstilling af rummet er så flot og overdådig, på sin helt egen måde, at man ikke kan sige andet end, at det bare fungerer. Det fungerer endda så meget, at det faktisk ender med at blive lidt af et problem i resten af filmen, fordi man hele tiden går og venter på det næste stor action brag i stedet for at følge historien.
For selvom filmen ikke kun består af kærlighed og action i rummet, men også har en historie, der følger en håndfuld gode og onde karakterer, så er de ikke meget mere end det. Den kongelige familie er bare en flok magtliderlige narcissister, der mest af alt drives, af de interne stridigheder. Hvad angår vores helte, så er Caine en soldat, der kæmper for retfærdighed, mens Jupiter Jones er så ekstremt godtroende, at det til tider er på grænsen til idioti, men samtidig kunne det heller ikke være anderledes, fordi så ville nogle af hendes afgørende handlinger ikke give mening.
Jupiter Ascending er en pose blandede bolsjer. Nogle gange er det sindssygt medrivende, andre gange ikke ligefrem. Det excentriske sci-fi univers bliver aldrig rigtig udpenslet, med undtagelse af nogle få ekspositioner og historien er ganske enkelt ikke så begavet, som man bør kunne forvente af The Wachowskis. Men selvom alt dette er sandt, så besidder filmen stadig en mærkelig charme, der gør at man alligevel bliver revet med, når det hele går løs.
Den største synd er imidlertid, at filmen altid vil leve i skyggen af Matrix-trilogien, men kan man slippe de film fra baghovedet i bare et par timer, er Jupiter Ascending et dejligt mærkeligt, unikt og på mange måder anderledes rumeventyr, der skal ses i biografen.
