Skriv en kommentar
Mand møder kvinde og sød musik opstår, eller hvordan!? – Mand møder ånd og kærlighed opstår, nå ja, det er jo set før på film, som f.eks. i den uundgåelige ”Ghost” (1990) med Whoppi Goldberg, Patrick Swayze og Demi Moore.
I ”Just like Heaven” følger vi den ensomme David (Mark Ruffalo), der flytter ind i en ny lejlighed. David opholder sig mest på sofaen, hvor han tilbringer sine dage med sport på tv samt øl og chips. Idyllen brydes imidlertid, da en kvinde pludselig begynder at vise sig i lejligheden. Elizabeth (Reese Witherspoon) hedder madammen, der påkalder sig ejerskabet over lejligheden og absolut ikke bryder sig om ølringe på mahognibordet. Til Davids umiddelbare held viser Elizabeth sig dog at være ånden fra lejlighedens forrige beboer, og den slags kan jo uddrives. Desværre har vi med en romantisk komedie at gøre, så ånden klæber sig fast, og selv brug af vielsesvand og åndemaner praler af på hende. Men ånd møder mand og sød musik opstår, og snart er de to åndeligt forelsket. Filmen udvikler sig derfra som lidt af en detektivhistorie, hvor Elizabeths skæbne afdækkes, og de to måske alligevel får muligheden for en fremtid sammen. Får ligesom filmen til tider kan virke lidt hjernedød, er Elizabeth hjernedød og den syge krop ligger åndsforladt på en hospitalsseng, kunstigt holdt i live af diverse apparater.
”Just like Heaven” vil så gerne være en romantisk komedie med de ”rigtige” grin og den osende elskov, men første halvdel af den tosomhed har desværre trænge kår i filmen her. Det komiske svigter ofte, mens kærlighedsforholdet mellem david og Elizabeth egentlig holder ret fint, p.g.a. det charmerende spil mellem hovedrolleindehaverne Mark Ruffalo og Reese Witherspoon. Ruffalo, som især står stærkt i erindring fra Michael Gondrys fabelagtige ”Evig solskin i et pletfrit sind” er således et spændende navn, vi nok skal se mere til fremover. Witherspoon er egentlig også helt okay, men fremstår for mig som den svageste af de to, for selvom hun leverer et udmærket portræt af en ånd på jagt efter kærlighed, kan man godt tvivle på, hvor stor hendes nuancerigdom er. Til den komiske side af sagen, har man bl.a. valgt at tilføje Jon Heder som mediet Darryl, der får en lidt alvidende rolle på trods af sin noget tågede kommunikationsform. Birollen er nødvendig for filmen, men Darryl bliver for meget og den lette punktering af den overromantiske stil, bliver til en ballonsprængning i stedet.
Filmen fungerer igennem de to hovedrollers romantiske gnistrer, men for ofte undervejs står man af på historien, der ærligt talt er lidt for meget. Og hen i mod slutningen mister man helt forbindelsen til den overromantiske film.
Manden bag filmen er Mark Waters, der er lidt af en genreekspert. Han lavede i 2004 ”Mean Girls” som mange syntes godt om, mens året før bød på ”Freaky Friday” med Jamie Lee Curtis i den bærende rolle. Mark Waters er en mand, der ved, hvordan en romantisk komedie skal skæres, og det viser han for så vidt også her. Men ”Just like Heaven” er og bliver en film, der ikke holder hele vejen igennem.
Filmen fungerer som romantisk komedie, men det hele er ligesom set lidt for mange gange før, og man skal være noget af en sucker efter ugebladsnoveller for at sluge sådan en sag.
