Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er ofte lidt trist at følge de gamle gysermestre op igennem tiden, i de fleste tilfælde skinner de i 70erne og 80erne mens de gennem 90erne langsomt taber pusten hvorefter de helt giver op i 00erne. Dette har i høj grad været gældende for Dario Argento, en af Italiens skrækmestre der i sin tid markerede sig med mesterværket Suspiria (1977) og som en vigtig aktør i den Italienske Gialllo bølge igennem 70erne. Giallo var en stilart af thrillere der blev navngivet efter billige pulp bøger i thriller genren, som var kendetegnet ved at have gule omslag. Giallo filmene indeholdt ofte mordere med sorte handsker og det var oftest lidt af en overraskelse når morderens identitet blev afsløret samtidigt med at filmene var meget voldelige med et distinkt Italiensk look. Med den baggrund er det ikke overraskende at Argento er lidt af en Alfred Hitchcock fan, hvilket især bliver tydeligt når man ser Kan du lide Hitchcock? (2005).
Argento kan lide Hitchcock
Kan du lide Hitchcock? er en hyldest til Alfred Hitchcock, som tager udgangspunkt i Dial M for Murder? (1954), Rear Window(1954) og Strangers on a Train(1951), i filmen følger vi den filmstuderende Giulio (Elio Germano) der er lettere besat af Hitchcocks filmiske værker. En dag overværer han to fremmede kvinder der mødes og aftaler en ”filmdate” hvor de skal se Strangers on a Train han genkender den ene kvinde som genboen han af og til overværer fra vinduet i hans lejlighed. Da der senere sker et mord i genboens lejlighed begynder Giulio at få mistanker om at kvinderne måske har hentet inspiration i Hitchcocks værker og at de har byttet mord ligesom det sker i Strangers on a Train. Herfra optrevles mysteriet som i en Hitchcock film hvor store dele af filmen foregår i Giulios lejlighed og mysterierne udfolder sig som set gennem vinduer i stil med Rear Window.
Det er en finurlig idé at blande forskellige Hitchcock film med et selvstændigt handlingsforløb, men det betyder desværre også at filmen til tider bliver lettere forudsigelig, hvis man har set de omtalte film. Dette er dog langt fra det største problem i Kan du lide Hitchcock?, det er nemlig meget svært at godtage Giulios konklusioner, hvilket gør at han bliver lettere irriterende og irrationel. I Rear Window er der ingen der tror på hovedpersonen når han forklarer sine teorier, men vi som seere er med på hans side, da vi har set de samme ting som han har set. Dette er næsten helt modsat i Kan du lide Hitchcock?, hvor vi er mere tilbøjelig til at tro på hans kæreste der er overbevist om at Giulio er på randen til at blive vanvittig. Det kan derfor være en lettere frustrerende film at se, hvor man har meget svært ved at forstå hvorfor Giulio gør alle de dumme ting han gør i løbet af filmens 90 minutter lange spilletid.
Hvor er stilen?
Dario Argento har altid haft en meget markant stil, en overvældende mængde af nærbilleder, førstepersonskameravinkler, stærke farver og særpræget musik, der ofte blev leveret af prog-gruppen Goblin. En del af denne slående stil har overlevet og det viser sig af og til i Kan du lide Hitchcock, det er i de øjeblikke hvor filmen står stærkest. Men uheldigvis ligner filmen det meste af tiden en billig reklamefilm hvor det ikke er en stor hjælp at musikken lyder som billig ”StockMusic”. Det er særligt markant i den første time af filmen hvor der er langt mellem de mindeværdige øjeblikke, men som filmen begynder at trække mod enden og plottet kommer i omdrejninger så begynder man også at finde flere og flere interessante og spændende scener i filmen. Rent stilistisk har filmen sine lyspunkter uden at den nogensinde kommer i nærheden af Argentos storhedstid, men det er svært at værdsætte når det skal opleves i selskab med Giulio og af og til ville man ønske at man bare kunne se Strangers on a Train i stedet.
Another World Entertainment
