Skriv en kommentar
Aldrig har man været så forvirret og i tvivl efter en biografoplevelse. Dette burde man dog have set på forhånd, da instruktør Yorgos Lanthimos ikke stiger sig bleg for det absurde univers. Dette er set i hans tidligere film såsom ”The Lobster” og “ The Killing of a Sacred Deer”. Kan det hele blive mere mærkeligt? Ja, er svaret i denne nyeste film, hvor Lanthimos har delt filmen op i tre forskellige segmenter. Og det bliver vildere og vildere.
Det er nærmest helt umuligt at skulle beskrive eller genfortælle denne film. Mest grundet dens unikke fortællerstil. I et af filmens segmenter skal Jesse Plemons forsøge at slå et andet menneske ihjel – udelukkende fordi hans chef siger det. Og i det næste segment forsøger Plemons at skille sig af med sin kone, spillet af Emma Stone. Disse historier er så mærkelige og absurde, at man ved første tanke, ikke rigtig ved, hvad man skal tænke. Dog er der en gennemgående tematik fordelt over segmenterne. Og man må alligevel rose Lanthimos til at have fået sådan et stort bugdet til at lave en vaskeægte Lanthimos mainstream-film.
Emma Stone har medvirket i de seneste tre Lanthimos film, og vandt sågar en oscar for hendes sidste præstation i ”Poor Things”. At skuespillerne går igen, er derfor ikke særlig mærkeligt, nu hvor Lanthimos endelig har fået en nøgle til succes. Det er dog Jesse Plemons, som er den altdominerende stjerne igennem filmen. Plemons er erhver instruktørs drøm, da han vitterligt kan spille alt. De fleste lærte ham at kende som psykopaten i tv-serien ”Breaking Bad”, og derefter har Plemons spillet alt fra gysere til romantik. Ikke mindst hans rørende oscarnomineret præstation i ”Power of the Dog”. Det er fuldt fortjent, at Jesse Plemons vandt for bedste skuespiller til dette års Cannes Festival.
Selvom filmen er så absurd, at man ikke helt ved, hvad der foregår, så er tematikken igennem filmen meget stærk. Alle filmens karakterer er forskellige og individuelle, men de har alle en desperation for at høre til. De vil kunne lides af de folk, som står dem nært, og vil gå igennem ild og vand for at tilfredsstille dem. En meget interessant tematik, da vi også igennem nyere tid også gerne vil være os selv, og være ligeglade med, hvad andre tænker. Men i alle vennekredse og arbejdspladsen sågar hos familien, forsøger vi jo, hvad vi kan, for at opnå en form for status. Så Lanthimos har sådan set ramt godt plet med filmens teamtik. Selvom den bliver fortalt på en meget overdrevet og absurd måde. Det kan dog godt virke meget prætentiøst udelukkende at lave en absurd film, blot få at gøre det hele absurd og mærkeligt.
”Kind of Kindness” er en absurd, mærkelig, men ikke desto mindre eksperimenterende fortælling med en interessant tematik. At filmen har ”kind” i dens titel, er næsten helt bipolært til filmens budskaber, hvor kindness også består af kontrol og det at få andre til at kontrollere sit liv. Jesse Plemons er helt fantastisk i filmen, og kommer forhåbentligt til at høste flere priser på sin vej. Yorgos Lanthimos har endnu engang skabt nogle forvirrende, provokerende og eksperimenterende – nu som mainstream. Og selvfølgelig må han da gerne det, uden at skulle komme med nogen form for undskyldning eller forklaring.
