Skriv en kommentar
Peter Jackson har endnu engang genoplivet biografen. Den New Zealandske instruktørs genindspilning af den klassiske historie om kæmpegorillaen Kong, er intet mindre end en sand biografoplevelse, med tryk på oplevelse! King Kong er simpelthen noget af det mest overvældende nogensinde vist på det store lærred.
De fleste kender historien om det lille filmhold der tager på ekspedition til den sagnomspundne Skull Island i jagten på den perfekte baggrund til den kyniske instruktør, Carl Denhams (Jack Black), nye film. Den øde ø viser sig dog at være alt andet end netop øde og inden længe finder det arme filmhold, der blandt andet tæller de unge elskende Ann Darrow (Naomi Watts) og Jack Driscoll (Adrien Brody), sig i første omgang fanget af barbariske indfødte og senere, mere bogstaveligt, i kløerne på grusomme dinosaurer og filmens egentlige hovedperson, den 20 meter høje gorilla, Kong.
Og hvilken hovedperson! Skuespiller Andy Serkis har endnu engang lagt krop til filmhistoriens mest overbevisende, digitale karakter. Ligesom hans transformation til den ækle Gollum i Ringenes Herre-trilogien, er den computerskabte kæmpeabe hundrede procent både overbevisende for øjet og troværdig som følelsesmotiveret, levende karakter. Lige så overbevisende er de imponerende scenarier, fantasifulde væsner og skræmmende indfødte stammer som vi bevæger os rundt i på nogle af instruktørens karakteristiske kamerature.
Jacksons nyeste fuldtræffer er dog meget mere end blot fin glasur på en hul kage. Som bekendt kræver alle gode film også en spændende historie og nogle engagerende karakterer og heller ikke her fejler filmen. King Kong er fortalt i den samme rytme som Ringenes Herre-filmene, hvor der gøres plads for karakterudvikling og plotopbygning, men hvor historien hele tiden skrider frem. De unge elskende, den kyniske filminstruktør og selvoptagede filmskuespiller er naturligvis ikke lige så komplekse karakterer som i Tolkiens mammutværk, men Jackson lader dem alle træde i karakter, før det virkelig går løs på den uhyggelige ø. Og når det går løs, så er der absolut ingenting der kan stoppe den voldsomme sanselige oplevelse, som King Kong er. Den ene gennemtænkte og nyskabende actionscene afløser den anden i filmens hæsblæsende mellemstykke. Uden synderlig pause kastes vi rundt blandt dinosaurer, slimede insekter, kæmpeflagermus og når vor kære titelkarakter træder til i de fantastiske kampscener er der intet at gøre andet end at læne sig tilbage og lade sig opsluge fuldstændig af et sandt eventyr for alle aldre.
Vi gyser når Kong bortfører den stakkels Ann, vi griner når han leger med hende og vi bliver svimle da den i sidste ende sympatiske antihelt bestiger den hundreder af meter høje Empire State Building på flugt fra menneskelig vold og udnyttelse. I det hele taget ligger meget af King Kongs magi, ligesom det var tilfældet i Ringenes Herre, i det faktum at Peter Jackson formår at fortælle en ufatteligt medrivende, voldsom og opfindsom historie med masser af fantastiske effekter, uden at det går udover det følelsesmæssige engagement i filmens karakterer. Det er en hårfin balance, som Jackson bevandrer sikkert og overlegent, og med en mesters hånd væver han den menneskelige tragedie om skønheden og udyret ind i sit overdådige visuelle udstyrsstykke.
Jeg kan virkelig ikke understrege nok hvorledes King Kong skiller sig ud og eftertrykkeligt definerer filmmagi anno 2005. Der er nu ingen tvivl om at Peter Jackson er kommet til Hollywood for at blive og at han vil blive husket langt ud i fremtiden som en filmhistorisk personlighed. Jackson trodser de mange skeptikere og deres snak om de sidste årtiers ”death of cinema” og med sikker hånd åbenbarer han en ny verden for sit publikum. Som 20erne og 30ernes variety-publikum bliver biografturen en oplevelse udover virkeligheden og hverdagen. Et fantasifuldt afbræk og en følelsesmæssig karruseltur. King Kong er en film der er ingen vej udenom. En overvældende, stilsikker kollos der højtråbende insisterer på at blive set i biografen, og gerne flere gange.
