Skriv en kommentar
Jeg tror aldrig jeg vil glemme den scene i filmen Klasselæreren - hvor kameraet i fem minutter er tæt på pigen, der står op og skal svare på: Tallet 172 – hvad er det tættest på i 10´ere? Hun tænker, kigger ned i gulvet, kigger på sig selv, virker famlende, øjnene flakker – og så siger hun 171. Nej, siger læreren det skal være 10´ere – pigen siger 160 – men det er heller ikke rigtigt. Der kommer flere svar, 180. Pigen sætter sig, og vi følger en anden situation. Og i ét klip. Vi ser ikke læreren.
Det har fra starten været Ruth Beckermanns formål at opsøge én lærer, her den meget socialfølende tyrkiske Ilkay i begyndelsen af 30´erne, født i Wien i et arbejderkvarter i Østrigs hovedstad, Wien – og se hvordan hun taler med sine elever ikke til dem, og vi får alle 25 unges baggrund ind en nysgerrig udvikling gennem de tre år fra 2. – 4. klasse. Det er en fornøjelse, at vi får lov til at lytte til klassens samtaler og deres uenigheder – hvor Ilkay lader tiden tale. Der opstår i perioder vilde påstande i klassen mellem to elever – men ved hjælp af åbne spørgsmål falder begge til ro, og drengen siger undskyld – men også Ilkay, som siger: ”Kig på hende, når du siger undskyld!” Og Ilkay store menneskelige styrke ses også, da drengen kommer for sent og hun spørger: ”Hvorfor kom du for sent?” – ”Jeg sov over mig” – hvor hun bare tager hans kasket af – så han ikke skældes ud – kan sætte sig på sin plads.
Ilkay gør store planer med at frigøre drenge og piger – ved at de også skal danse, bruge kroppen og ikke kun hovedet – frigørelsespædagogik. Og kameramanden Johannes Hammel følger roligt og medlevende med ind i elevernes svære øjeblikke, så tårer bliver helt menneskelig og lærerig.
Klassen skal både besøge en folkekirke, hvor præsten svarer på spørgsmål fra eleverne – og en moské, hvor en af eleverne fortæller om sin far, der også er imam. Og det er mærkeligt, at jeg bag Imamens bord ser et skilt med foto forbudt, og det er vigtigt alle muslimer ved, i hvilken retning Mekka er. Og et barn siger, at en kristen ikke burde komme og bede i moskeen – hvortil Ilkay med det samme spørger: ”Hvorfor ikke. Er du chef i moskeen?” – Så Ilkay er forstående over for deres konflikter, og hun vises med stor respekt for alles tankegang.
Ilkay er meget charmerende og nysgerrig – og ikke bange for at sætte spørgsmål ved forældres tænkemåde. Så der tilbydes seksualundervisning med store mandlige og kvindelige tegninger, hvor der bliver skrevet ord som penis, testikler, ikke skeden men vagina m.m. – og selvfølgelig fniser de lidt generte elever, og en pige kigger lidt febrilsk ned i sin bluse og væk fra tegningen, og hvordan reagerer andre i klassen?
Der bliver også diskuteret om piger må gå i svømmehal og om de må få bikini på?? Helt almindelige hverdagssysler og mere luft i det åndelige. Næsten alle muslimske børn deltog i religionsundervisningen i klassen, hvorimod elever fra det tidligere Jugoslavien frabad sig religionsundervisning – det er tilladt i det østrigske skolesystem.
Og filmisk er det et flot fundament, at tre-fire elever får en telefon og skal filme hinanden uden kameramand – så vi kommer gennem en ny tankegang – som filminstruktøren ikke havde tænkt på – om bag scenen. Og vi får også optagelser fra hjemmet. Og i starten skal hver elev fortælle om sig selv og deres forældre – hvor vi får et indblik i, at der i klassen er flere pizzabagere end læger.
Man kan sagtens stille spørgsmål i det østrigske skolesystem, om det ikke var bedre med flere tysksprogede elever i klassen – det blev mere naturligt – så alle talte tysk som det naturligste – og børnene turde bruge det i hjemmet, vi ser flere eksempler på, at i hjemmet tales der ikke tysk.
Ruth Beckermann har på smukkeste vis ydet et stort bidrag til, at vi alle får en stor indsigt i, at åbenhed er vejen til menneskelighed.
