Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Underkastelse, bekæmpelse af dæmoner og selvopofrelse. Det er grundstenene i katolicismen. Denne film består af 14 afsnit. Som korsvejsstationer Jesus skulle passere på sin vej til Golgata. Det er smertens vej. Jesus skulle gennemgå så meget, inden han endeligt kunne ofre sig for menneskeligheden. Det samme må alle katolikker på jorden. Også den 14-årige Maria( Lea van Acken), som lever med sin families og præstens dogmer. Hun må leve dogmatisk, uden at tænke selv.
Uden at leve livet, sådan hendes klassekammerater gør. De lytter til musik, går på Facebook, har venner af det modsatte køn. Alt sammen noget Maria ikke må. Fordi musik kan føre til dans, som kan lede til ukyske tanker og handlinger. Maria er så påvirket af præstens og moderens doktriner, at hun bevæger sig længere og længere ind i religionen og fjerner sig fra alt andet, fordi hun endelig ikke må synde.
Selvom det for mig, ser dybt tragisk ud, er det også så absurd, at det er komisk. Som da hun fortæller sin lærer, at hun nægter at danse eller dyrke idræt til sataniske rytmer. Det er Roxette!
Da hun møder Christian i læsesalen og han inviterer hende til kor, har hun lyst til at tage af sted. Men skrifter og får at præsten at vide, at soul og gospel syndigt eller leder til synd. Så det må hun også opgive. I filmens 14 afsnit bevæger hun sig dybere og dybere ind i selvopofrelsen.
Hendes lillebror har aldrig talt og hun vil ofre sig for, at han kan få det godt. Hen imod slutningen af filmen sker der både noget tragisk og et lille mirakel, som dog ikke får mig overbevist om, at opofrelsen er et godt koncept. Jeg kom ofte til at tænke på en film som Lars von Triers ”Breaking the Waves” og den opofrelse Bess også gør i Guds navn.
Hvert af de 14 kapitler er et skud, i en vinkel, så man observerer uden at blinke. En Gud, der kigger på en og dømmer en, hvis man siger noget forkert eller lytter til det forkerte musik.
Skuespillet er fantastisk. Moderen som ikke har noget navn i filmen spilles af Franziska Weisz. Hun er fuldstændigt kold og der er hverken empati eller fornuft forbundet med moderrollen. Derimod er der religion og de dogmer, der følger med. Hun nægter at se, at Maria er på vej på en vej, hun ikke skal færdes på, men når man lever så meget efter kirkens regler, kan man ikke også spørge til datterens følelser eller lade datteren betro sig til sig.
Filmen er utroligt rørende og jeg tog mig flere gange i at sukke dybt, råbe højt og knibe mig i armen over de ting, som moderen og religionen udsætter Maria for. Det er nemlig vigtigere at leve dydigt end at leve livet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
