Skriv en kommentar
Den norske ungdomsfilm "Kys mig, for fanden" vinder ved mødet med teenagere der hverken er bange for at give sig i kast med seksualiteten eller dannelsen.
Den 17-årige Tale (Eili Harboe) er sammen med sine jævnaldrende venner i teatergruppen ved at vokse fra børneteateropsætninger. Nu gælder det voksendramatik. Og hvad kunne være mere nærliggende end at spille en stor samtidig norsk dramatiker, nemlig Jon Fosse. Da en kendt men noget fordrukken skuespiller (Kristoffer Joner) samtidig ankommer til byen, er det naturligt at overtale ham til at stå for opsætningen.
Filmen undgår ikke genrens konventioner og forsøger det vel heller ikke, men får tværtimod det bedste ud af dem. De unges baksen med fiktionen og virkeligheden, når de går fra børnedramatik til voksendramatik og der så ovenikøbet ”helt tilfældigt” er sammenfald mellem seksualitetstematikken på og uden for scenen er til at tage og føle på. Men mens andre film ville problematisere dette umulige spil bliver det her til en charmerende leg og udforskning af mulighederne – ikke uden videre men dog med nysgerrigheden, sanseligheden og begæret i behold. Her kommer ingen mere til skade end at de kan rejse sig op igen – ligesom på scenen.
Centralt står hovedpersonen Tale der vil gå langt for at forstå, hvorfor hun selv insisterer på at få den fordrukne professionelle skuespiller til at sætte de voksnes dramatik op og vil gå endnu længere for at forstå, hvorfor den mest umulige af alle unge mænd er det helt rigtige valg som hendes værdige modspiller på og uden for scenen. Netop Tales insisteren på at forstå og kaste sig ud i livet i stedet for at sætte sig ud på tilskuerrækkerne og bare se på, giver filmen et drive der ikke bliver mindre af dannelsesprojektet. Nok ironiseres der let over, at Norges nye Ibsen, Jon Fosse, er de unges valg af dramatiker, på den anden side er det ikke mindst arbejdet med Fosses tekst der forløser de unge. Den kulturelle dannelse i filmen er et forfriskende ”gammeldags” touch i en tid hvor ungdomsfilm enten er kitsch, voldsom socialrealisme eller slet og ret voksenfilm.
Filmen er bedst hvor den er mest ”pinlig”: når de naive spillere udsættes for den erfarne skuespillers øvelser, ikke mindst tilsat ”den umulige” matcho-fyr; når Tale ser på erotisk fotokunst med næsten uskyldige øjne; eller når hun overfører sin egen ærgrelse over et ligegyldigt éngangsknald på instruktøren. Og mest imponerende er filmen, når den forløser det hele på scenen til sidst med to unge mennesker der vokser fra amatører til professionelle spillere i livet i løbet af en scene. ”Imponerende” siger instruktøren til sidst og må videre; det hele vil gentage sig igen. Hvor er det godt!
Ekstramaterialet på DVD-en består af: billedgalleri, trailer og trailershow.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
