Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Introduktioner til ”L´attesa” (på engelsk "The Wait") taler blot om et smerteligt tab for hovedpersonen Anna uden at nævne hvilket. Det er ellers ingen hemmelighed. Filmen lægger ud med en begravelsesscene hvor Anna står som forstenet i kirken, imens sørgende passerer forbi hende og kisten. Og snart får vi at vide, at hun har mistet sin søn.
Handlingen er enkel. Anna (Juliette Binoche) tilbringer sørgedage alene i sin store sicilianske villa. Skodderne er lukket til, møbler dækket til – hun ligger tavs på sin seng. Da telefonen ringer og en ung kvinde fortæller, at hun er sønnens kæreste og spørger efter ham aner Anna måske en mulighed for at holde liv i illusionen om, at han stadig lever. Under alle omstændigheder flytter Jeanne (Lou De Laãge) ind, intetanende om sin kærestes død.
Dette er efter undertegnedes mening filmens svaghed. Det virker som en konstruktion, at Anna formår at holde Jeanne hen i uvidenhed, ligesom det er svært at forstå Jeannes naivitet – ikke mindst da hun en morgen vågner op til et hus fuldt af sørgende familie og venner. Den familie og den forvalter der passer det store hus kunne åbenlyst have grebet ind – men gør det ikke. Tværtimod forlader de Anna; de vil ikke overvære maskespillet.
Alligevel formår instruktøren Piero Messina at give en inderlig beskrivelse af sorgen. Det skyldes ikke mindst Juliette Binoches intense, ofte tavse tilstedevær i scene efter scene. Anna holder liv i sin søn om jeg så må sige ved at spejle sig kærestens forelskelse og kærlighedsforventninger. Spejlingen er således mere end blot realitetsudsættelse, den betyder også at Anna ser sig selv som ung og forholder sig til sit ægteskab og sidenhen skilsmisse.
Filmen har også et religiøst lag. Det er snart påske. Den tid hvor familien samles. Både mor og kæreste venter på sønnens komme. Kunne det fantastiske ske, at sønnen genopstår? Midt i det store påskeoptog går det op for Anna, at det ikke er tilfældet.
Til syvende og sidst er Anna en tragisk skikkelse. Da hun kommer ud på den anden side af sorgen, nemlig perioden sammen med kæresten, da illusionerne falder forlader Jeanne hende. Hvor de to kunne have fundet sammen i sorgen skilles de. Anna kan næppe være mere alene end da filmen slutter.
Filmen er instruktøren Piero Messinas debut-spillefilm. Han har arbejdet sammen med Paolo Sorrentino på sidstnævntes ”This Must Be the Place” (2011) og ”Den store skønhed” (2013). Det er svært ikke at se en direkte inspiration fra lærermester til elev i billedernes udsøgte æstetik og fortællingens rolige rytme. Parret med Binoches sublime skuespil er filmen en smuk oplevelse. Desværre skæmmes skønheden af en fortælling der som udgangspunkt er noget konstrueret. Det er paradoksalt, at hovedpersonens tragiske skæbne således er til at udholde.
Ekstramaterialet består blot af: Trailer, trailershow og slideshow.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
