Skriv en kommentar
Dette er den 6. filmatisering af D.H. Lawrences roman, Lady Chatterleys elsker, der i sin tid skabte furore på grund af det eksplicitte seksuelle indhold og beskrivelsen af en kærlighedsaffære mellem to vidt forskellige samfundslag. Instruktøren, Pascale Ferran, leverer en intens historie, der til fulde lever op til det erotiske indhold i romanen.
Vi er i 1921. Handlingen foregår på et gods, hvor den unge Constance Chatterley tydeligvis savner stimulans. Det er hendes husbond, den invalide godsejer Clifford, ikke længere leveringsdygtig i. Da hun føler sig sløj ordinerer lægen straks vitalitet - hun er ganske vidst skrøbelig, men det er essentielt, at hun rører sig lidt. Hun skal kort sagt leve. Derfor begynder hun at gå ture i skoven, og der går ikke lang tid, før hun møder skytten Parkin. Hun betragter ham første gang på afstand, mens han vasker sig uden for sin skovhytte. Der står han i skærende kontrast til ægtefællen, der er afhængig af Constance og tjenestefolkene, når han skal bades. Constance færdes efterhånden dagligt i skoven og kommer langsomt ind på livet af Parkin. Det bliver også ham, der forløser hende erotisk. Affæren tager fart, og alt imens ægteparret sover i hvert sit værelse, udvikler forholdet mellem Constance og Parkin sig til kærlighed.
Den absolutte styrke ved filmen ligger i den distancerede skildring, der giver billeder og situationer lov til at tale for sig selv. Der dvæles ved handlingen, og scenerne får lov at udvikle sig naturligt uden at blive kedelige. Filmen er dialogbåret uden at være overlæsset med replikker, og fokus ligger klart på det æstetiske. Den naturalistiske stemning er veletableret med en formel omgangstone mellem kønnene og klasserne. Det gør det endnu mere kontroversielt med de eksplicitte seksuelle overtoner og scener i filmen. Pascale Ferran formår at genfortælle den velkendte historie om en ung utilfreds hustru, der udlever en erotisk affære med en tjenestemand, på en vedkommende og original måde.
Optagelserne er smukke med betagende totaler af det efterårsramte landskab, der omkranser godset. Pascale Ferran bruger nærmest landskabet som en selvstændig karakter i filmen. Det er svært ikke at drage paralleller mellem de fossende vandløb og blomstrende træer og de kræfter, der udspiller sig mellem Constance og Parkin. Det er i dette territorium, at Constance udlever sine drifter, mens de gængse spilleregler gælder bag godsets fire vægge. Disse to verdener bringes sammen i en banebrydende scene, hvor vi ser den detroniserede ægtemand kalde på hjælp, da hans motordrevne kørestol ikke kan klare bakken under en gåtur med Constance. Skytten Parkin træder til, og potens er sat over for impotens.
Skuespillet er solidt, og navnlig Marina Hands, der spiller Lady Chatterley, leverer en overbevisende præstation. Med en kombination af indgroet naivitet og ungdommelig livsappetit formår hun både at forføre beskueren og Parkin. På trods af det syndefulde i hendes affære fremstår karakterens handlinger snarere som en naturlig udlevelse af lyst og kærlighed.
Med en spilletid på 168 minutter, der primært udfolder sig på een location - gods og tilstødende skov - er det en intens affære. Men hvis man er til den slags fortællinger, kan Lady Chatterley varmt anbefales.
