Skriv en kommentar
Den romantiske komedie har det med at være film af skuffen, der sovser sig selv ind i følelser og koger suppe på tynde ben. I ”Last Holiday” koges der ikke suppe på tynde ben, men der i mod på Hip Hop mammaen, Queen Latifahs noget større ben. Men desværre giver disse ben ikke nok smag til et manus, der ikke tilsætter meget ekstra til den sædvanlige lidt kedelige opskrift.
Georgia Burns er træt af sin mobiltalende chef og sit singleliv. Hun drømmer om at være professionel kok og om at gifte sig med Sean, en flink fyr, der arbejder samme sted som hende selv.
Da Burns får at vide, at hun skal dø indenfor tre uger, kvitter hun sit latterlige job og beslutter sig for at leve resten af sine dage i luksus på et skisportssted. Og af sted går det med den korpulente dame, der straks charmer sig ind på sit Hotel, hvor hendes ligefremme holdning tager kegler. Så den midaldrende lettere kedelige dame springer på kanten af døden ud og realiserer alle de indre potentialer, hun åbenbart besidder.
Filmen her er ingenlunde et mesterværk. Den er snarere en helbanal fortælling kogt på halvtynde ben. For selvom Queen Latifah i hovedrollen ikke er uden charmerende udstråling, er det blivet til en ufattelig klichéfyldt fortælling om at realisere sig selv. Filmen fra 2005 er en omskrivning af Henry Cass’s film af samme titel fra 1950, hvor Alec Guiness som hovedrolleindehaveren i et af genrens klassiske film gennemlever en lignende udvikling.
Filmen her er desværre ikke på niveau med den ældre model. Undervejs kan man da godt trække en smule på smilebåndet og fejre filmens humane budskab, om at leve sine drømme ud og om at være varm overfor sine medmennesker, mens man gør det. Men filmens mange klichéer og overdrevne muligheder for menigmand sætter sig alligevel som en form for hovedpine og irriterer en gennem filmen.
Nuvel nogle vil sikkert finde god underholdning og spejlingsmuligheder i filmen, der går fra at fortælle en ”book of opportunities” til at fortælle om ”possibilities”. Men det er eddermasme en spinkel film, der virker totalt forudsigelig og deslige byder på en Gérard Depardieu i rollen som superkok, der straks ser mulighederne i vores hovedperson. Dertil kommer LL Cool J, der spiller Sean, den fætter frisk som Byrd er dybt forelsket i, selvom hun dårligt nok har talt med ham.
Det gransker til det rene gakkelak ud af landevejen kedsomhed. I instruktørstolen finder vi Wayne Wang, der faktisk ikke er en hr. hvem som helst. Manden skabte trods alt den super fede ”Smoke” (1995), der er en form for fabulerende fortælling efter forlæg af New Yorkerguruen Paul Auster. Så meget desto mere skuffende er det at se, hvor lidt liv Wayne Wang har bragt til den banale fortælling.
Så med mindre du finder Latifah ultracharmerende eller en film af denne støbning som spejlvenlig, bør du holde dig langt væk fra denne romantiske komedie.
Der forefindes i øvrigt lidt ekstramateriale på DVDen. Det drejer sig om nogle forskellige blik bag filmen, hvor skuespillere og instruktører taler om tilblivelsen og den slags hurlumhej. Ikke videre interessant men alligevel lidt for folk, der tænder på filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
