Skriv en kommentar
Det er dejligt at gense en film, man var begejstret over, da man så den år tilbage, og så opleve at den faktisk er endnu bedre end ved første gennemsyn. Det var tilfældet med Luchino Viscontis Leoparden.
Salina (Burt Lancaster) er fyrste på Sicilien i midten af 1800-tallet. Den demokratiske bevægelse i landet vil samle Italien, og dette vil naturligvis gå ud over aristokratiet, og den plads Fyrsten selv har i samfundet. Nye tider er på vej, og ved første øjekast er der ingen mulighed for at kæmpe imod. Fyrst Salina bakker derfor godhjertet op omkring ægteskabet imellem sin nevø Tancredi (Alain Delon) og den smukke og sanslige Angelica (Claudia Cardinale), der er datter af den udspekulerede borgmester Calogero Sedara (Paolo Stoppa).
Fyrst Salina og hans familie kan i starten ikke se de nye forandringer i dagligdagen, og i det lille lukkede samfund på Sicilien, lever de stadigvæk højt på strå. Men nye tider presser på, og Salina den gamle leopard må snart træde tilbage, væk fra vejen og ind i skyggerne, og lade det fremtidige samfund og de fagre nye tider komme frem i lyset. En sandhed der er sværd at sluge, og som der gerne må fældes forfængelige tårer over.
Leoparden er en filmatisering af den sicilianske forfatter Giuseppe Tomasi di Lampedusas roman fra 1958, som i dag regnes for et hovedværk i det 20. århundredes italienske litteratur, og mesterinstruktøren Visconti har formået at få det bedste ud af den, og samtidig gøre den til sin egen.
Leoparden er en ægte storfilm, der byder på en detaljerigdom så enestående, at man kan blive helt ør i hovedet af at studere de fantastisk flotte billeder. Kostumerne og scenografien er så smuk og unik som noget, og filmmusikken leveret af Nino Rota bakker flot op omkring de miljøbilleder, som Visconti er en sand mester i at skabe.
Men man skal give sig god tid til at se Leoparden. Det er ikke en film man skøjter igennem, og samtidig sender SMS'er og laver kaffe under. Den kræver ens fulde koncentrtion, og da scenerne ofte er lange og dialogen koncenteret og en anelse tung, skal man være veludhvilet og indstillet på at få den "ind under huden". Men er man det, venter der en storslået og helstøbt film som retmæssigt har fortjent sin plads i filmhistorien.
Burt Lancaster er perfekt i rollen som den aldrende "leopard" der ser den nye tid komme krybende. "Efter leoparder kommer sjakaler" siger han og indser, at hans tid er forbi. Men samtidig fornemmer han også at ændringerne måske ikke er så store og farlige endda. Den altid skønne og smukke Claudia Cardinale er også perfekt castet i rollen som Angelica, og Visconti får det bedste frem i hende, ligesom han også formår at gører alle de mindre roller til noget særligt og helstøbt.
Leoparden er flot overført til DVD og billedet står ganske pænt. Det kan dog som altid når det drejer sig om storfilm, anbefales at man griber chancen, og ser den på et stort lærred, hvis muligheden byder sig. Men denne kopi er dog ganske tilfredsstillende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af SoulMedia.
