Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Nøj, hvor Jean Rollin prøvede i ”Lips of Blood”! Filmen vil så gerne være både kunstnerisk, æstetisk og seksuelt tilfredsstillende, men ærlig talt er den ikke så meget andet end kedelig. Det hele lægger meget godt ud, da den unge hovedperson ved et tilfælde genkender et billede af en gammel slotsruin. I et nogenlunde stemningsfuldt flashback får vi historien om hvordan han som lille dreng blev lukket ind på det mystiske slot af en ung kvinde klædt i hvidt. Hun lod ham sove der og sendte ham så væk dagen efter.
Resten af filmen går så med at den unge herre prøver at finde slottet igen og afsløre de dæmoniske hemmeligheder det gemmer på. Som sædvanlig for Rollin er det vampyrer vi i sidste ende har med at gøre – og som vanligt er vampyrene af hunkøn og så 70er-frigjorte at beklædning er underordnet. Det fjollede, men åh-så-kunstnerisk-drømme-agtige plot er selvsagt blot en undskyldning for scene efter scene af talentløse skuespillerinder vandrende nøgne rundt på parisiske kirkegårde med alt for store og alt for falske hugtænder i munden. Det er meget sjovt de første fem minutter, men efter den tredje, flere minutter lange og fuldstændig handlingsløse indstilling bliver det simpelthen bare kedeligt. Vampyrene, som i øvrigt aldrig drikker blod, men nærmere bare stikker deres ofre ihjel på et øjeblik, er håbløse, nøgne kvinder der kigger ind i kameraet hvert andet øjeblik, mens hovedpersonen og kvinden fra hans barndom mest bare ligner et par kåde teenagere, der da endelig også får lov til at gnubbe sig nøgne op ad hinanden i den tåbeligt pretentiøse slutning.
Rollins kunstneriske hovedværk er den blevet kaldt, men altså helt ærligt! Der er ikke tale om andet end simpel eksploitation her. Det kan godt være de lange indstillinger, det manglende plot og den kiksede leg med skygger har overbevist nogen om at her er tale om filmkunst, men set i retrospekt nu mere end tredive år efter premieren, så må ”Lips of Blood” nødvendigvis lægges i samme bunke som resten af 70ernes eksploitation-bølge. Når den så ikke har mere end 30 minutters plot, ikke synderlig meget blod eller sex og ikke en eneste morsom linje af dialog, så har den i mine øjne svært ved at måle sig med den underholdende standard film af denne slags typisk har. Med mindre man af en eller anden grund er fan, så er her altså ikke andet end de få, men gode, ufrivillige grin at komme efter.
Billede- og lyd lever fint op til AWEs høje standard og det er rart at få filmen med det originale, franske lydspor, den sparsomme dialog til trods. Bonusmateriale er her til gengæld ikke meget af – kun et slideshow og en stribe trailere for denne og andre udgivelser er det blevet til. Lidt tyndt hvis man tager nogle af de overordentligt gennemførte udgivelser filmen har fået rundt om i verden i betragtning.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
