Skriv en kommentar
På trods af at filmens titel ”Little Miss Sunshine” kan lede tankerne hen på en ukompliceret og letfordøjelig komediefilm, er det langt fra tilfældet. Filmen er en seriøs komedie, som opretholder en fin balance mellem alvor og komik.
Filmens omdrejningspunkt er Familien Hoover. De er en sammensat familie med hver deres problemer. Bedstefaren (Alan Arkin) er en kokainmisbrugende og storbandende liderbuk, som lige er blevet smidt ud fra plejehjemmet. Faren, Richard (Greg Kinnear) forsøger at skjule sin mislykkede karriere som foredragsholder og forfatter. Hans bog handler ironiske nok om at få succes i livet. Sønnen Dwayne (Paul Dano) er en indelukket filosofilæsende teenager, som hader alle. Moren, Sheryl (Toni Collette) er stresset og på vej til at få et nervøst sammenbrud. Onkel Frank (Steve Carell) er en homoseksuel Proust-ekspert, som lige har forsøgt at begå selvmord. Og datteren Olive (Abigail Breslin) er en småbuttet pige med alt for stor briller, hvis største ønske er at blive skønhedsdronning.
Da Olive bliver udtaget til skønhedskonkurrencen ”Little Miss Sunshine”, beslutter familien sig for at krydse USA i deres solgule og nedslidte folkevognsrugbrød for at nå frem til konkurrencen i California. Rejsen tømrer familien tættere sammen, men turen er ikke uden konsekvenser, og undervejs får flere af familiemedlemmerne knust deres drømme.
Filmen er som sagt en komediefilm, som ligger i den tunge ende af komediegenren. Instruktørparret Jonathan Dayton og Valerie Faris sørger hele tiden for, at de alvorlige situationer afløses af en komisk handling. På denne måde opstår der en dynamik i filmen, som driver handlingen fremad i en positiv retning.
Dayton og Faris tegner i filmen et billede af den vestlige familiestruktur, som bestående af individualister med hver deres projekt. Igennem historien forsøger de to instruktører at påpege, hvor vigtigt det er at finde den fællesnævner, som binder familier sammen og gør livet værd at leve.
”Little Miss Sunshines” rollebesætning er besat af solide skuespillere, som alle kan deres håndværk. Desværre er karaktererne i filmen vægtet lige højt, hvilket betyder, at man aldrig rigtig bliver bekendt med nogle af dem. Dog vil jeg fremhæve Steve Carell, som leverer en underholdende og morsom præstation i rollen som dem dybt sarkastiske og deprimerede onkel Frank.
”Little Miss Sunshine” er en film, som stikker lidt dybere end normale komedier. Men den er trods alt stadig en komediefilm, så der er gjort plads til masse af komik og humoristiske indfald. Man kan som tilskuer ikke undgå at trække på smilebåndet og grine højt op til flere gange i løbet af filmen.
