Skriv en kommentar
Filmen handler om de problemer, Lizzie roder sig ud i, da hun sammen med sin klasse tager til Rom i sommer ferien. I Rom møder Lizzie Paolo, den ene halvdel af en popduo. Paolo forveksler til at begynde med Lizzie med den anden halvdel af duoen, Isabella, som har valgt at forlade samarbejdet. Lizzie bliver fascineret af Paolo, som viser sig fra sin bedste side og inviterer hende med rundt i Rom på sin røde scooter. Mens Lizzie føjter rundt med The Italian Stallion, bliver hendes gode ven Gordo nødt til at dække over hende med en masse løgne overfor den skrappe Miss Ungermeyer, klassens strenge turistfører.
Paolos idé er, at Lizzie skal spille Isabella ved et show, for at publikum ikke skal opdage, at Isabella ikke længere er en del af gruppen. Dramatikken stiger, da Gordo begynder at få mere end venskabelige følelser for Lizzie, og man får på fornemmelsen, at Paolo ikke har helt rent durummel i posen.
Filmen er generelt meget sukkersød, og handlingen giver ikke anledning til mange overraskelser og er stort set en kedelig opdatering af eventyret om Askepot. Man følger Lizzie i overgangen mellem barn og voksen, men forvandlingen skildres som noget gnidningsløst og lyserødt – ord, de fleste, der har været gennem puberteten ikke forbinder med denne tid!
Filmen er typisk amerikansk i sin fremstilling af italienerne som nogle lidt sjove, lalleglade typer, som man ikke rigtigt skal tage alvorligt. De amerikanske turister er derimod meget realistisk fremstillet; en stor larmende flok, der insisterer på, at de lokale taler engelsk til dem.
Filmen er en filmatisering af en præpubertær barbiedrøm om at blive popstjerne eller prinsesse. Hvis man har sådan en drøm, er filmen god og man skal se den. Alle andre bør tage sig i agt og leje ”Fucking Åmål” på video og se en mere ærlig fremstilling af teenageliv.
