Skriv en kommentar
Filmen starter et andet sted. Warner Brothers største skuespillere er blevet uvenner. Læspende Daffy And er træt af at stå i skyggen af selvfede Snurre Snup. Anden har besluttet, at han vil forlade filmselskabet. Men til Daffy Ands store rædsel er vicedirektøren (Jenna Elfman) fuldstændig enig. Straks fyrer hun Anden og beder sikkerhedsvagten D.J. Drake om at smide ham ud.
Som falleret stjerne allierer Daffy And sig med den rare, vage sikkerhedsvagt (Brendan Fraser). Sammen opdager de, at sikkerhedsvagtens berømte far, (Timothy Dalton) som spiller elskværdig international spion på film, også er spion i virkeligheden. Han er blevet kidnappet af skurk Chariman (Steven Martin) fra det skrækkelige firma Ajax. Tilsyneladende ved faderen, hvor den mystiske og magtfulde Blå Abediamant er, og den diamant vil Chairman gøre alt for at få fat i. Og så går den vilde jagt.
Hvis man nyder tegnefilms gakkede og samtidig forudsigelige univers er filmen underholdende og morsom. Det er helt klart tegneseriefigurerne som bærer filmen igennem. Der er en fantastisk scene, hvor Daffy jager Snurre Snup rundt i malerier fra Dahli til Skriget. Det er et dejligt gensyn med Pip og Sylvester, Pelle Gris, den Tasmanske Djævel osv.
Men historien er for tynd. Skuespillerne spiller flade stereotyper og ikke mennesker. Jenna Elfman er hård karrierekvinde, og hun bløder ikke op selv om hun forelsker sig og slår håret ud. Sikkerhedsvagten svinger sig op til at blive et handlende skvat. Steven Martin er så overgearet, at han ikke bliver farlig.
De danske stemmer virker ligesom eftersynkroniseret tysk fjernsyn. Læberne bevæger sig hurtigere end lyden, eller munden er lukket, mens man kan høre stemmen. Et stykke inde i filmen glemmer man dog det, og accepterer at læbernes bevægelse og lyden ikke følges ad.
