Skriv en kommentar
De to mexicanere Fausto (Rubén Sosa) og Jesús (Jesus Moises Rodriguez) lever et hårdt liv i USA som illegale indvandrere uden arbejdstilladelse. Hver dag møder de op sammen en gruppe andre på samme gade og det er tilfældigt, hvem der bliver samlet op af hensynsløse amerikanske arbejdsgivere, der skal bruge en dags billig arbejdskraft. Det er et liv, hvor det gælder om, at få nok til at kunne overleve til næste dag. En dag tager Fausto og Jesús et oversavet jagtgevær med sig på jobbet og de beslutter at besøge et tilfældigt hus på vejen. Ikke uden fatale konsekvenser.
Fausto og Jesús er fanget i en ond cirkel, hvor amerikanere kan udnytte deres arbejdskraft på det groveste for 10$ i timen. Ukuelige forhold hvor arbejdsgiveren kan løbe fra sit ord uden konsekvenser. Arbejdet de udfører, ligner slavearbejde eller i lighed med amerikanske straffefanger, der kontinuerligt hakker og graver i jorden med hakker og skovle. Integration kender ingen til og de få ægte amerikanere de møder, kaster mad efter dem og beder dem tager hjem, hvor de kommer fra. Racismen lever i bedste velgående og Fausto, velvidende de har et jagtgevær med, har da også lyst til at sige sin mening.
Los Bastardos er fortalt med en trancetilstands sindsro. Der bliver brugt kolossal meget energi på, at fortælle historien så lavmælt og hudløst som muligt. Filmen virker meget Michael Haneke inspireret (specielt Funny Games (1997)) med lange indstillinger, både realistisk roligt visuelt stil og meget stille lyddesign, der bliver brudt med hårdt metal musik. Dialog skal helst være så overflødigt som muligt og spændingen opbygges via de ufortalte billeder, der i sammenhæng med hinanden, siger mere en tusind ord. De lange indstillinger bliver introduceret i det 5 minutter lange åbningsskud, hvor vores to hovedpersoner, Fausto og Jesús går ned at langviadukt. Mere makabert er det, da de to ender hjemme hos en fraskilt mor og de, måske uvidende, kører hård psykisk terror mod hende. Når moderen, Karen (Nina Zavarin), flere forsøger gange at henvende sig til de to, må hun forgæves kapitulere. De to er som en lukket bog, der aldrig burde åbnes.
Filmen har et primitivt dokumentarisk look med dårlig lyssætning og er teknisk amatørisk. Man kan i starten være i tvivl om, det er en amatørdokumentar, man er vidne til. Men når man har vænnet sig til stilen og tempoet og overgivet sig til trancetilstanden, er Los Bastardos en finurlig og forunderlig lille film. Stilheden er øredøvende og realismen utilgivelig, så filmen bevæger sig hen imod horrorgenren. Det er reelt først 45 minutter inde i den 85 minutter lange film, at den for alvor begynder, men er man til film fortalt i et adstadigt tempo og kan lide at stykke sammenhænge og brudstykker sammen til kongruens, så er Los Bastardos filmen for dig. Er du til actionbrag med teknisk ekstravaganza i opskruet tempo, så er du gået forkert.
