Skriv en kommentar
”A dick has no brain. A dick has only one purpose: to fuck. And I fucked it all up”
Telefonen ringer en tidlig morgen den første januar og Murphy vågner med gevaldige tømmermænd. Stemmen i hans hoved vurderer hurtigt hans tilstand: ”Today is shit. Why did I take that shit yesterday?”. Ved sin side ligger hans kone og inde ved siden af deres 2-årige datter. Telefonen går på telefonsvarer og den indtalte besked ændrer tingenes tilstand. Electras mor er bekymret, fordi Electra er forsvundet og Murphy er bange for, at der er sket hende noget forfærdeligt. Hvem er Electra, spørger I?
Nu begynder Murphys tanker at vandre to år tilbage i tiden til dengang han var sammen med sit livs store kærlighed og hvad der skete mellem dem. Tiden går i stå for Murphy, der vildløs bevæger rundt i sin lejlighed, alt imens hans erindringer om den vilde kærlighed med hede seksuelle prøvelser udfoldede sig i modsætning til den tomme hule, han er fanget i nu med kone og barn: ”why won’t she shut up? I’m sick of this bitch. Living with a woman is like sharing beth with the CIA”.
Murphy og Electra var et ungt og vildt kærestepar, men da den smukke unge kvinde, Omi, flytter ind ved siden af vover de sig ud i en erotisk trekant. Da Electra skal på rejse, fortsætter Murphy affæren med Omi og kondomet sprænger i en hed omgang lagengymnastik og hun bliver gravid. Det kommer Electra sig aldrig over og Murphy så hende aldrig siden. Nu lever Murphy med Omi og deres datter, men Murphy savner sin Electra.
En erotisk kærlighedshistorie
Love er en film, hvor både kærligheden og seksualiteten er drivkræfterne i plottet. Det er en film primært bygget op af scener fra sengekanten: der er masser af buskads, masser af kropsvæsker som udveksles blandet med æstetiske flotte billeder. Der er porno møder artfilm. Det er Gaspar Noé.
Gaspar Noé har altid været en grænseoverskridende artfilm-instruktør. Hans Irreversible (2002) gik over historien for sin brutale historie, der bliver fortalt baglæns (som Memento (2000) med et tvist af Lars von Trier og David Lynch). Hans Enter the Void er en af de vildeste biografoplevelser, jeg nogensinde har haft. Det er nok det tætteste, jeg kommer på at tage LSD. Noé er en elegant provokatør, og hvor alle andre film vælger at springe det erotiske over, har Noé med Love valgt at fokusere det meste af handlingen på netop dette.
Noé stiller spørgsmålet: hvad er kærlighed? For selvom at sex er en stor del af kærlighedslivet og kærlighed er emnet for utallige film, så gengives det erotiske ikke. Love handler om, at give det erotiske sin plads i en film om kærligheden, skildret råt for usødet. Noé ville ”vise det, som filmmediet sjældent har tilladt sig – af juridiske eller kommercielle årsager- nemlig på film vise den kødelige dimension af at være forelsket”.
For meget sex
Love er altså en historie om kærligheden fortalt i al sin kødlighed. Nuvel den skildrer den svære kærlighed, et trekantsdrama om utroskab, skænderier, affærer, løgne og lyster. Nuvel den skildrer nogle mænds snævre og kvinders naive syn på den ægte kærlighed. Men alt i alt er filmen desværre ikke meget andet end en pornofilm med en diffus handling.
Filmens handling kommer til at foregå i baggrunden af alt det erotiske og man bliver en smule træt af alle repetitionerne i filmen: utallige samlejer hvirvlet ind imellem drømmebilleder fra fortiden og refleksive tanker fra nutiden. Filmen lander derfor mellem to stole, hvilket også er grunden til ikke mange bevæger sig herud: hvis man vil se en pornofilm, ser man den for det erotiske. Hvis man vil se en kærlighedshistorie, ser man den for følelserne mellem mennesker.
Jeg tager hatten af for Noé for at bevæge sig ud i at blande de to stilarter. Det er provokerende, når en artfilm begynder med en nøgen mand og en nøgen kvinde som onanerer på hinandens kønsorganer til klassisk musik indtil manden kommer i hendes hånd. Det er provokerende, når en snak om kærlighed bliver fulgt op at et nærskud af en penis, som kommer i en vagina indefra.
Men når der er alt for meget sex, bliver man træt. For det bringer ikke handlingen nogen steder hen. I pornofilmen spoler vi hen til de erotiske. I kærlighedsfilmen spoler vi hen over dem. Det er nemlig med to vidt forskellige bagtanker, vi anskuer disse to stilarter. At blande dem fungerer desværre ikke i dette henseende.
