Skriv en kommentar
Jeg har fået lov at kigge på den 15 år gamle Love Me If You Dare, eller som den hedder på fransk Jeux d’enfants. Det kan direkte oversættes til barnespil, og det er da også det hele filmens præmis beror sig på. I filmens hovedroller ser vi bl.a. Marion Cotillard, inden hun blev internationalt anerkendt i bl.a. La Vie en Rose (2007), Inception (2010) og The Dark Knight Rises (2012) og over for hende spiller hendes mand Guillaume Canet (de var dog ikke gift på daværende tidspunkt).
Filmen fortæller historien om Sophie (Marion Cotillard) og Julien (Guillaume Canet). To venner, der gennem hele livet har været knyttet sammen gennem den kendte leg “to dare or not to dare”. Da Sophie er lille bliver hun mobbet i skolen grundet hendes polske baggrund og samtidig mister Julien sin mor tidligt til sygdom. Gennem legen finder de to børn et frirum fra deres problemer - de begynder at spille "to dare of not to dare". En leg, hvor de giver hinanden instruktioner gennem en farvet tromme. Takket være legen, fastholder Sophie og Julien forbindelsen gennem deres voksenliv. Selvom deres virkeligheder er meget forskellige, har legen stor indflydelse på deres gøren. Det eneste de dog ikke tør erkende er deres forelskelse i hinanden.
Det bliver ret hurtigt tydeligt, at en bestemt fransk film to år tidligere har haft enorm succes; nemlig Den Fabelagtige Amélie fra Montmatre (2001). Love Me If You Dare er tydeligt inspireret af den Oscar-nominerede film, og selvom Love Me If You Dare har haft fin økonomisk succes, så var den ikke et hit blandt anmelderne. Og her må jeg bare tilslutte mig det skeptiske anmelderkor. Filmen er filmet på samme måde som Den Fabelagtige Amélie fra Montmatre, hvor farverne grøn, rød og gul er meget fremtrædende, hvilket var på mode i især franske film på daværende tidspunkt. Samtidig fokuserer begge film på en leg/spil, i den ene en form for skattejagt, mens det i den anden er den her “to dare or not to dare”-leg. Og det er her i selve filmens præmis, at filmen bliver utålelig. For i starten køber jeg ganske fint præmissen, om to børn der lægger afstand til deres problemer ved at udfordre hinanden i adskillige test og prøver, men da legen fortsætter, selv da de bliver voksne, så taber jeg simpelthen alt for de her to hovedkarakterer. Det gør jeg udelukkende af den grund, at legen er decideret barnlig og farlig. Gang på gang sætter de ikke blot deres eget, men også uskyldige tilfældige menneskers liv på spil. Derfor fremstår begge hovedpersoner som direkte usympatiske, og jeg ender faktisk med at sidde og håbe på, at de dør i en af deres latterlige lege. Jeg kan sagtens se, at filmen prøver at distancere sig fra den almene amerikanske kærligheds-rutine-film, og præmissen med legen kan i sig selv være god nok, men når Sophie og Julien er to så pisseirriterende karakterer, så mister filmen fuldstændig sin tiltrækningskraft og jeg er faktisk overrasket over, at filmen har en score på hele 7.7 inde på filmsitet IMDB.
En gang imellem kan det være forfriskende at se en film fra andre filmkulturer end den amerikanske, men med Love Me If You Dare er man gået for langt i forsøget på at være anderledes, og det ender i sidste ende med at have en negativ effekt, og jeg kan ikke svinge mig op på mere end 2 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.
