Skriv en kommentar
Han er berømt, beundret og berygtet for mystikken og de tankevækkende plots, som har skabt de helt specielle M. Night. Shaymalan-thrillers. Derfor har det været spændende hvordan den indisk-fødte instruktør kunne præge en klichéfyldt fantasygenre, men paradoksalt nok efterlader 'Luftens Sidste Mester' ikke meget til fantasien.
Historien er nemlig let at hitte redde i, hvilket medfører et forudsigeligt udfald, selvom præmisserne for fantasyfilm er meget traditionsbundne. Publikum skal atter se historien om ”den udvalgte”, som skal redde den smukke prinsesse og verden fra kaos. I denne udgave er han kendt som Avataren, som skal skabe balance i det enigmatiske univers. Har man ikke set den animerede serie på Nickelodeon-kanalen, så lugter mytologien bag selvsagt lidt af stjernekrigsstøv på Hogwarts.
I denne omgang er verdensbilledet baseret på de fire elementer, som hver især repræsenterer et folkefærd, og iblandt vand-slægten mod syd følger vi en søster og hendes storebror. På flugt fra den dominerende Ildnation hjælper søskendeparret den unge Aang, der hurtigt viser sig, at være den nye kronragede Luke Skywalker i munkekostume. Han er en af de få, som kan tæmme elementerne ved at flytte luftmasser og sparke til ildkugler ved hjælp af meditation og kung-fu.
Desværre er ideologien bag universet tydeligvis opbygget igennem flere sæsoner af serien, og man fornemmer Shaylamans kamp med at præsentere så meget af den som muligt, uden at det bliver for flygtigt. Derved levnes der ikke rum til instruktørens vanlige interessante håndarbejde. Med fantastikken følger dog også den visuelle udfordring, som til gengæld synes at have haft Shaylamans opmærksomhed. Effekterne er velproducerede og tager sig rigtig godt ud på den grønlandske is, hvor optagelserne har fundet sted.
Dette opvejer dog ikke, at ethvert forsøg på at komme tæt på karaktererne kvæles af så miserable skuespilpræstationer, at man krummer sine tæer og spænder ansigtsmusklerne til en forvreden grimasse, fordi man er flov på aktørernes vegne. Lidt ligesom når man ser en slem hudafskrabning, og får fantomsmerter over, hvor ondt det må gøre. For det må virkelig gøre ondt at spille så dårligt. Der tydeligt, at rollebesætningen primært består af kampsportsteenagere med en alt for tyk amerikansk accent, som leder tankerne hen på en billig produceret formiddagsserie på TV.
’Luftens Sidste Mester’ henvender sig derfor mest til de visuelt sultne og fans af den originale Nicholodeon-serie, som kan se igennem præstationerne og ikke har noget imod at kende til udfaldet på forhånd. Resten af os håber, at M. Night. Shaylaman dropper de næste planlagte film i serien og finder tilbage til det han er bedst til.
