Skriv en kommentar
I 2007 havde jeg købt en rejse med toget fra Beijing gennem det kinesiske vestland over bjergene med gående yakokser i snelandskabet i Tibet til hovedstaden Lhasa, som på toppen har det muskuløse storslåede hvide tempel, Potalapaladset med dets 1000 snørklede rum med guld, bedehjul og bedehaller og de fødte helligheders dokumentariske livshistorier og buddhistiske traditioner, og gangvejen derop stiger i 13 etagers højde – vi er på et 3700 meters bakkelandskab. Det var her den 14. Dalai Lama havde sit hjem indtil maj 1959 – hvor han blev tvunget væk af den kinesiske formand Mao, og som han i filmen fortæller: Jeg troede, vi var venner.
Den lykkebringende dokumentarfilm LYKKENS VISDOM – Dalai Lamas rejse mod fred har kun ét formål – vejen til en bedre verden, hvor vi i starten får Dalai Lama hjulpet ind i rummet, og han får at vide, hvor kameraet er – og begynder sin forjættede fortælling om at alle mennesker er ens - hvorefter vi ser vel hundrede meget forskellige mennesker på kloden, som kigger ind i kameraet med en i slags Philip Glass musik fra filmen Koyaanisqatsi, 1982. Han er i ét med sine tanker og vi får instruks på, at hvis vi skal en bedre verden, skal alle jordens otte milliarder mennesker lære at trække vejret ved at holde hånden på maven og holde vejret med længere udblæsning – og han er sikker på, han har alle sine ideer og tanker fra sin mor, som kom fra landet og var analfabet – hvor faderen godt kunne finde på, at give ham et klask på kinden, siger han grinende.
Vores styrke er sandheden. Og vi er alle brødre og søstre - hvor vi ser de gamle filmklip med de kinesiske soldater, som i 1959 får ham i eksil i den indiske bjergby Dharamsala, og det var overraskende for mig, at den 90-årige siger: Kina er ikke vores fjender – tibetanerne har fået megen styrke af Kina, og vi så også ser den massakre i 1959 og de 150.000 tibetanere, der vandrer mod Indien. Han blev selv smuglet ud af Potala og gik over de høje bjerge til den indiske grænse, og har siden været på rejse jorden rundt med sine hensigter om fred på jorden. Og opnået global respekt.
Men i filmen er det hans tale om freden, og vi kan glæde os over den entusiasme en 90-årig er i besiddelse af. Og kineserne kontrollerer stadig Dalai Lamas rejser ud i verden – og det er sket, at statsministre ikke tør modtage Dalai Lama officielt i Danmark – men f.eks. i Københavns lufthavn. Et pres fra den store handelspartner, Kina.
Og selv om jeg hører ham sige, at fjenden findes ikke hos andre mennesker. Du skal finde den i dig selv. Vi kommer ikke videre før vi stiller spørgsmålet: Hvor kommer bekymringen fra. Freden kommer ikke fra himlen. Hvis du har indre ro, kan du opnå et lykkeligt liv. Her er han helt Jytte Abildstrømsk. Og vi skal selv svare på det spørgsmål.
Han fortæller flere gange, at tibetanerne har meget at tilbyde klodens menneskehed, og derefter ser vi den store tsunami fra julen 2004, der vælter hele Østasien med flere hundredetusinde dødsfald – det er hvad der sker, hvis mennesket ikke gøder jordkloden åndeligt.
For hos Dalai Lama ligger selvbevidstheden i hjertet, og det er en gave og sjældent vi får lov til at se den åndelige leder kigge lige ind i øjnene på os. Filmens store problem for mig, er at den springer i så mange lag og tider – og vi ikke får mulighed for at fordybe os i hans tanker. Så her der filmen meget lidt ”dalailamisk” – og mister langsommeligheden, som han selv dyrker.
