Skriv en kommentar
Mafiaens Børn er baseret på romanen ’The Piranhas: The Boy Bosses of Naples’ af bestsellerforfatteren Roberto Saviano. Filmen fortæller historien om den femtenårige Nicola og hans drengebande af jævnaldrende teenagere på omtrent femten år, hvis hjerter begærer dyre ure, nye knallerter og designertøj. Med Nicola ved roret og en taske fyldt med automatrifler begiver de sig ud på en mission om at overtage magten over deres lokale kvarter i Napoli.
Mafiaens Børns største styrke er dens portrættering af drengegruppens legende naivitet i deres gøren og færden som kriminelle. Det er tydeligt at mærke, at der blot er tale om forvoksede børn, hvilket gør deres færden i den kriminelle underverden så meget mere skræmmende og tragisk at bære vidne til.
Claudio Giovannesis film starter stærkt ud og føles til tider næsten dokumentarisk grundet det næsten altid håndholdte kamera og de næsten altid suveræne naturalistiske skuespilpræstationer. Især Francesco Di Napolis portræt af bandelederen Nicola er at fremhæve som filmens absolut bedste præstation.
Når der er sagt, er det bedrøveligt, at den italienske instruktør ikke evner at give sine andre karakterer den store mulighed for at udfolde sig. Udover Nicola er ingen af de andre drenge synderligt velkarakteriserede. I stedet vandrer de blot efter og adlyder Nicola, som var de hjerneløse zombier. Mens Nicola fungerer fint som eksempel på, hvad der kan drive unge napolitanere ud i kriminalitet, er det en skam, at ingen af de andre drenge og deres bevæggrunde for at gøre, som de gør, bliver forklaret på nogen som helst måde. Dette manglende fokus leder også til, at portrættet af gruppen som helhed ender med kun at fremstå som en skygge af, hvad det kunne have været.
Ligeledes glemmer Mafiaens Børn – og som konsekvens også seeren – romancen mellem Nicola og den naive Latizia kort efter, at den er blevet præsenteret. Selvom Giovannesi relativt succesfuldt lykkes at gøre forholdet mellem dem relevant igen omtrent halvvejs inde i filmen, så er det desværre med til at vise, at instruktøren næsten ikke gider at investere tid i sine bikarakterer.
I Claudio Giovannesis og Roberto Savianos univers eksisterer ingen gode mennesker. I deres udlægning af Napolis gader er vold, magt og kapital den eneste vej frem. Mafiaens Børn er på ingen måder en popcornsfilm. Den er brutal i sin skildring af Napolis lokale bandestridigheder og de unge mennesker, som udkæmper dem. Men filmen ender i sidste ende med at lade luften sive ud af ballonen, når den ikke evner at gøre størstedelen af sine karakterer til andet end tomme skaller.
