Skriv en kommentar
I en lille landsby i Spaniens dybe syd, er en seriemorder løs. To teenagepiger forsvinder efter en fest, og to tilrejsende kriminalkommissærer fra Madrid, Juan og Pedro, kommer til landsbyen for at opklare sagen. De kommer på en stor opgave, for landsbyens beboere er lige så indelukkede, som det omkringliggende sumpområde er uigennemtrængeligt. Året er 1980 og Spanien er stadig præget af splittelse efter årene med Franco. Hemmelighederne er mange og intet er, som det ser ud på overfladen.
Marshland introduceres med smukke billeder af marsklandet set fra oven. Det er ledsaget af uhyggelig musik, blandet med enkelte toner fra et strenginstrument. Man fornemmer med det samme en mystisk og lidt dystert uhyggelig stemning fra et sted, der oser af fortielser.
I det hele taget er Marshland en film, hvor der er skruet op for sanserne. Lyde, lys og små fine bevægelser er fremhævet hele vejen, og detaljerne får lov at tale deres eget tydelige sprog. Der er gjort særlig brug af mangel på lys, og skæbnesvangre antydninger af skygger i landskabet, viser os sammen med lukkede døre, at der forgår ting i det skjulte.
Skuespillet er godt og de to kriminalkommissærers forskelligheder er en stor styrke for filmen. Juan (Javier Gutiérrez) er impulsiv og holder sig ikke tilbage fra at bruge både alkohol og vold til at lokke hemmeligheder frem i dagens lys. Pedro (Raúl Arévalo) er hans kontrast, og bryder sig ikke om de uortodokse metoder. Han foretrækker en mere korrekt fremgangsmåde, fri for tvang. De to kommissærer kommer aldrig tæt på hinanden eller udvikler et venskab, men deres forskelligheder tager dem fremad i arbejdet, og som modpoler tilfører de filmen en psykologisk dybde.
Det er et langsommeligt opklaringsarbejde de udfører på gammeldags facon, hvor de graver hemmeligheder frem gennem at følge spor og stille spørgsmål. Alle skjuler noget, men ikke alt er relevant for sagen. Det er på den måde en labyrint af spor de bevæger sig gennem i marsklandet, hvor den tunge regn ikke gør arbejdet nemmere.
Mystikken er til at tage og føle på Marshland, hvor billedet er mørkt og dystert. Det er en grum historie midt i den silende regn, hvor ingen røber noget frivilligt og alle dækker over noget af personlige årsager. Det er et thrillerlignede gys, hvor sanserne kommer på arbejde, og dysterheden taler til fantasien.
