Skriv en kommentar
Den super neurotiske, misantropiske og eltistiske Boris møder gennem skæbnens knudrede vej den naive bondeknold Melodie og dette bliver startskuddet på sød musik og fantastiske forviklinger. Woody Allens syn på livet og kærligheden blandes med Larry Davids pessimistiske livssyn og sorte humor i en fantastisk film om det dekadente New Yorker liv. Woody Allen er tilbage og han er i topform.
Med Mig og Melody er Woody Allen tilbage i sin gamle jagtmark New York. Vi er ellers mange, der har nydt hans europæiske periode, men Mig og Melody er en herlig lille film og gensynet med den mere klassiske Woody Allen stil er derfor et glædeligt et. Mig og Melody er i høj grad et skridt tilbage til den Woody Allen, man kender fra tidligere, hvor menneskets seksualitet, kampen mellem kønnene og vores små neurotiske liv udforskes med nænsom kærlighed og en herlig afdæmpet humor. Mig og Melody er dog krydret med lidt nyt krydderi og dette er nok komikeren Larry Davids ansvar.
Filmen er en veloplagt komedie der starter i et, for Allen, typisk meta-dramatisk trit og udvikler sig til en komedie af en type, man er kommet til at forvente fra hans side. Allen holder dog et par es gemt i ærmet og filmen udvikler sig løbende i nye retninger. Der er noget udpræget julekomedieagtigt over handlingen, uden at den som sådan reelt er en julefilm. Det er ikke Allens dybeste film, men det er en god lille film, som de fleste vil kunne hygge sig over.
Mig og Melody byder på et pragtfuldt ensemble af skuespillere. Det mest bemærkelsesværdige er at Woody Allen har udskiftet sig selv med en ny neurotiker, og dette træk fungerer rigtig godt. Larry David har overtaget den neurotiske hovedrolle som Boris Yellnikoff og det gør han rigtig godt. Larry David er en fantastisk komiker, hvis timing og sans for komik i høj grad driver filmen. Man kan sagtens se, at han har overtaget den rolle, som ellers ville være Woody Allens egen. Men Larry David gør det umådeligt godt, så det er godt prioriteret af den aldrende Allen, at han denne gang holder sig bag kameraet, som instruktør og manuskriptforfatter.
Dejlige Evan Rachel Wood er Larry Davids kvindelige modspil og hun gør det godt, som den bondske og naive Melodie St. Ann Celestine, for ikke at tale om Patricia Clarkson der spiller Patricia, Melodies noget anstrengende mor.
Dette er kun en lille håndfuld navne ud af mange. Tro mig når jeg siger at skuespillerbesætningen i Mig og Melodie er ganske fantastisk og en stor del af filmoplevelsen i sig selv.
Mig og Melody er et angreb på livet i masserne. Det er et opråb om at holde op med bare at være endnu et får. Det er et opråb om at kigge på livet i alt dets absurditet og acceptere nogle ting, som ellers er så nemme at forkaste. Kombinationen af Woody Allens fantastiske instruktion og den tydelige påvirkning af Larry Davids mørke humor er perfekt og resultatet er en lille intelligent komedie, som både kan ses af fans, såvel som filmgængere der ellers er lidt mere reserverede overfor Woody Allens neurotiske film.
