Skriv en kommentar
Francois (Daniel Auteuil) er en dygtig kunsthandler, der på overfladen har den perfekte tilværelse. Under et middagsselskab med sine kolleger, kredses der dog i overfladen. I virkeligheden er han, stik imod sin egen selvopfattelse, et følelseskoldt og selvcentreret menneske, som ikke har nogen rigtige venner. Dette afviser Francois og indvilger derfor i et væddemål med sin kollega Cathrine (Julie Gayat), med en antik vase som præmie. Francois får ti dage til at præsentere en nær ven for sine kollegaer, hvilket bliver et større problem, end først beregnet. Francois indleder en absurd klapjagt, gennem gader og stræder i Paris, på at finde en person, som han kan kalde en rigtig ven. Problemet er blot, at hans kollegaer har ret. Tilfældigvis møder han den lune taxachaufføren Bruno Bouley (Dany Boon), der har helt åbenlyst menneskelige egenskaber og Francois beslutter, at Bruno skal lære ham at finde venner...
Et pinligt simpelt plot, to dygtige skuespillere og et fantastisk velskrevet manuskript. Mere skal der altså ikke til, for at den rutineret instruktør Patrice Leconte enkelt og mesterligt rykker sig fri fra nærmeste markering, og knalder den ubesværet forbi enhver form for hindring der måtte være. For her er tale om en uslæben diamant, der fortjener al den opmærksomhed, den kan få. Dialogen mellem Daniel Auteuil og Dany Boon slår gnister, på en mild underspillet og underfundig facon. Ganske vist er dramaet bidende sarkastisk og humoristisk, men aldrig lårklaskende eller hysterisk. I stedet er man vidne til en hverdagslig og realistisk tone, der med små stikkende guldkorn, underbygger Francois helt igennem usympatiske natur og tragi-komiske situation – og herunder bestræbelsen på, at han kan komme ud af væddemålet med æren i behold.
Dannelseshistorien, der veksler mellem godmodige Bruno og kyniske Francois, bliver aldrig et ensidig portræt af bagsiden af medaljen hos en succesfuld forretningsmand – eller mødet mellem et godt og et ondt menneske. Karakterne er, i al sin enkelthed, alt for nuanceret og subtile til løftede pegefingre. Det er som om, at Leconte forsøger at grave det menneskelige frem, i selv det mest afstumpet menneske – og det er egentlig også svært, ikke at holde bare en smule af Francois. Filmen er som sådan lige ud ad de parisiske veje, men Leconte formår at indkapsle en menneskelige dimension, og det helt basale behov der er for at have en god ven – uden at det på nogen måde bliver patetisk eller rørstrømsk. I stedet rammer ”Min bedste ven” balancegangen mellem drama og komedie perfekt – stærkt støttet op af imponerende præstationer af Dany Boon og særligt Daniel Auteuil, der med rette kaldes Frankrigs bedste karakterskuespiller.
Der er egentlig ikke så meget at sige om ”Min bedste ven”, da den i bund og grund er ganske banal – andet end at selv det mest enkle, kræver at der som minimum sidder en mesterlig instruktør bag kameraet. Lige så enkelt som Leconte har gjort det med ”Min Bedste Ven”, lige så enkelt kan filmens kvalitet opsummeres. Kald det hverdagslig magi, charmerende pariser-realisme eller simpel historiefortælling.
Jeg kalder det slet og ret fremragende.
