Skriv en kommentar
Overbebyrdet
Den tidligere Guldpalmevinder, Nanni Moretti, er tilbage med en ny film, som kan kategoriseres som et familiedrama. Historien tager afsæt i den middelalderende kvinde, Margherita (Margherita Buy), som er i gang med en meget krævende socialrealistisk strejkefilm, der kræver al hendes opmærksomhed og energi. Hun er utrolig presset på arbejdet, hvor hun ikke holder sig tilbage med uduelighedsgloser om hendes medarbejdere. Samtidig går hun fra sin kæreste, som er en af skuespillerne på settet.
Arbejdet med filmen bliver bestemt heller ikke lettere, da den krævende og tildeles maniske hovedrolleindehaver, Barry (John Turturro), ankommer. Han fortæller den ene løgnehistorie om hans filmiske karriere efter den anden og forsøger at charmere alle på settet for at skjule sin manglende forberedelse. Oveni dette er hendes aldrende mor indlagt på hospitalet. Hendes bror, Giovanni, (Nanni Moretti), bærer en stor del af plejen på sine skuldre, da han har taget orlov på ubestemt tid fra arbejdet for at passe og pleje deres mor, så godt han formår med hjemmelavet tomatsovs og korrekt kogt pasta – i den sande italienske ånd. Margherita har svært ved at håndtere hendes aldrene mos sygdom, så svært, at hun begynder at flygte fra virkeligheden. Associationer, frygt og anelser for fremtiden begynder at blande sig med hendes virkelighed, hvilket gør hende mere fjern – og ikke mindst mere sær og distræt end normalt.
Eskapisme
Denne eskapisme står i stor kontrast til Margheritas egen film, som hun konstant forsøger at gøre så realistisk og ægte som mulig. Hun siger til sine skuespillere, at de ikke må tro for meget på manuskriptet, men de skal huske sig selv i replikkerne. Ingen lader til at forstå denne frase, måske heller ikke Margherita selv. Men fiktionen må ikke blive for overvældende og dominerende i hendes film, hvorimod hun selv flygter fra sin egen virkelige virkelighed ind i en drømmende/associationsverden.
Denne ubalance mellem fiktion og virkelighed får vi seere at mærke, idet Moretti lader denne grænse udviske rent filmisk. Nogle scener bliver svære at vurdere, om de er fiktion eller fakta, fordi de indgår kronologisk i fortællingen. Ofte brydes scenerne dog af, at Margherita enten vågner eller på anden måde bliver opmærksom på, det ikke var virkelighed. Andre gange står scenerne dog mere hen i det uvisse, hvilket gør oplevelsen langt svære at placere, men også langt stærkere, da grænserne for alvor udviskes her.
Min Mor er en anderledes og eksperimenterende fortælling, der udfordrer opfattelsen af fakta og fiktion. Filmen berører elementære følelser: sorg, afmagt og tab, som vi alle når at føle gennem livet. Min Mor er en fortælling om at forsøge at udskyde det uundgåelige, om at samle sig selv – i sin virkelighed og forsøge at forholde sig til den, selvom man mest af alt har lyst til at flygte. ”Min mor” er en fortælling om at miste
