Skriv en kommentar
Umiddelbart er der ikke meget dybde i Sarah. Hun ligner mest af alt et stykke velpoleret men ganske overfladisk modstykke til søsteren Carolines provinsielle jordnærhed i det, der er Oliver Ussings spillefilmsdebut om kærlighed og partnerskab. Ifølge Mira Wanting er der dog mere til Sarah, end hvad den ydre facade antyder.
Hvordan vil du beskrive den Sarah, som du puster til live i ’Regel nr. 1’?
Hun er meget overfladisk. Hun er meget bange for at vise, hvad hun føler. Hun lever meget på det ydre og på at tingene skal gå enormt stærkt, og hun behøver ikke rigtigt at vise, hvem hun er. Hun lever bare med en facade. Men hun finder langsomt ud af, at det måske egentligt er ok at smide noget af den facade og finde ud af, at hun har noget inde i sig selv, som hun ikke helt selv er klar over.
Sarah har det med at dele sit kærlighedsliv ind i regler. Hvorfor det?
Jeg tror, at hun har en eller anden form for identitetskrise – ikke at hun egentligt selv er klar over det - men det har hun, fordi hun er så bange for at vise, hvem hun er. Så hun er nødt til at holde fast i de regler, fordi det er i hvert fald noget, hun har at holde sig til. Men jeg tror i virkeligheden, hun har meget mere. Hun ved det bare ikke rigtigt selv.
Er det fordi Sarah er bange for at få et grimt ar efter operationen, at hun stikker af i stedet for at redde søsterens liv?
Jeg ved faktisk ikke rigtigt, om det er udseendet. Der tror jeg mere, at det er fordi hun bliver enormt bange og måske lidt egoistisk og tænker mere på, hvordan hun selv ville have det omkring situationen, end på hvad hendes søster egentligt har brug for. Og jeg tror også, det er det, som hun finder ud af og er enormt ked af. Hun har faktisk svigtet et menneske, som hun elsker og det tror jeg, hun får det rigtigt dårligt over.
’Regel nr. 1’ er i høj grad en kærlighedsfilm. Kærlighed er i det hele taget meget brugt og fylder meget i film. Hvorfor tror du, det er sådan?
Jamen det er fordi, det fylder meget i folks hverdag, tror jeg. I folks liv. Det er jo det, mange mennesker lever for.
I en film som Christoffer Boes ’Reconstruction’ bliver der også leget med emnet. Men det er dog på en anden måde. Hvad synes du om den form?
Jamen det synes jeg er helt fantastisk. Jeg synes det er en fuldstændig fantastisk film. Men det er jo noget helt andet. Det er jo sådan en film, hvor jeg, da jeg gik ud af biografen, bare skulle snakke med folk, der havde set den for at høre, hvordan de fortolkede den. Denne her (’Regel nr. 1’ red.) er nemmere at fortolke. Den kan du ikke rigtigt fortolke på forskellige måder. Men ’Reconstruction’ er måske lidt mere sådan en, hvor der er forskellige fortolkninger af, hvad det egentligt er for en film. Altså, vi ved alle sammen, at denne her film handler om kærlighed. Men hvad er det, den vil sige? Hvad er budskabet?
Vil du sige, at der er elementer i ’Regel nr. 1’, som du selv kan identificere dig med?
Jamen jeg tror da - hvis vi tager det med kærlighed, som jeg sagde før - så er det er noget, der fylder i vores allesammens liv og alle mennesker, både folk midt i tyverne, som jeg selv er, og ældre mennesker, har prøvet, hvordan det er at skulle gå ud og opsøge de forskellige ting, før man finder frem til det. Så jeg tror helt klart, at mange mennesker kan forholde sig til det.
Nu har du hidtil mest været kendt for rollerne i ’Anja og viktor’-filmene. Er ’Regel nr. 1’ et spring i en mere voksen retning for dit vedkommende?
Ja det vil jeg sige. Det er det. Jeg skulle spille ligesom jeg er – seksogtyve. Altså det vil sige, at det er jo klart, at rollen bliver mere voksen. Og rollen er også mere krævende. Det er bare på nogle andre områder. Det er jo altid krævende at lave en film. Men det er bare på forskellige måder. Så det vil jeg da nok sige. Det er nok springbrættet til at vise, at jeg er blevet voksen. Ja.
Var der noget bestemt ved manuskriptet, der bare fik dig til at slå til?
Jeg syntes, det var et godt manuskript. Jeg kunne godt li’, at de forskellige sider i den rolle, jeg spiller viser en sag. Jeg synes det var et spændende projekt, fordi det var en helt ny instruktør. Det var low budget. Jeg synes det er fedt at være med i ting, som ikke nødvendigvis er kommercielle og som folk kender i forvejen.
Som du selv nævner, var det en helt ny instruktør. Hvordan fungerede samarbejdet med ham?
Jeg synes, det fungerede fint. Jeg synes, der var en gensidig respekt. Og jeg synes, at man fik lov til selv at komme med nogle ting samtidig med, at man selvfølgelig også er nødt til at have tillid til sin instruktør og til, at det trods alt er ham, der har siddet fra starten af og været med til at skrive det her manuskript og har billederne inde i hovedet. Det vil sige, man er nødt til at have tilliden til, at det han har gået og forberedt, det også er nogenlunde sådan, det skal være. Og så er jeg en af de skuespillere, som godt kan li’ at blive instrueret. Jeg følger meget af det, jeg får at vide at jeg skal.
Du har snart lavet en del film. Er det en livsdrøm, der går i opfyldelse?
Jeg har jo lavet film, siden jeg var ti år. Så for mig er det jo bare kommet. Jeg har egentligt aldrig rigtigt nået at sidde som femtenårig og tænkt, at jeg skulle være skuespiller. Fordi det er kommet langsomt, har jeg bare taget det, som det kom. Så er der bare kommet noget dag for dag. Så er årene gået, og så er det bare blevet på den måde. Så det har jeg egentligt ikke nået at sætte mig ned og tænke over. Det er bare sket.
Du har også medvirket i soaps som ’Hvide Løgne’ og ’Hotellet’. Er det ikke meget anderledes at lave spillefilm end serier?
Jo det er det. Det er meget anderledes. Men det er jo også helt forskelligt fra spillefilm til spillefilm, hvor mange penge der er og hvor meget tid, der er. Og hvor mange uger man har til at optage i. For sådan en serie som hvide løgne, som jeg lige vil påpege, at jeg lavede for seks år siden, der lavede vi to afsnit om dagen. Det vil sige, vi producerede fyrre minutter om dagen. På en spillefilm producerer du måske to minutter om dagen. Så i ’Hvide Løgne’ havde du ikke tid til at gå ind i det på samme måde. Overhovedet ikke. Og så er det jo også klart, at kvaliteten bliver derefter.
Hvor meget tid bruger du normalt på forberedelserne, inden optagelserne til en spillefilm går i gang?
Mira : Jeg bruger tid. Det gør jeg selvfølgelig ved at læse manuskriptet igennem nogle gange. Det er klart. Og så gør jeg det også hen ad vejen. Altså jeg læser selvfølgelig manuskriptet et par gange inden jeg overhovedet går i gang. Og de scener jeg så skal lave, der arbejder jeg virkeligt med de scener fra dag til dag.
Og så må det ellers være op til biografpublikummet at vurdere, om forberedelserne virkeligt har været anstrengelserne værd.
