Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Her er en klar kandidat til kåringen af den dårligste danske børnefilm nogensinde. Handlingen i korte træk: 4 børn har ved et uheld, sluppet et skyggemonster løs – et monster der ellers blev holdt fanget i Kjeld Nørgaards fryser. Skyggemonsteret overtager folks sjæle og formerer sig via kys. Når folk er blevet besat af et skyggemonster, så begynder de at opføre sig mærkeligt. Med flydende kvælstof skal monstrene indfanges igen og det er ikke en let sag. Men bevæbnet som rene Ghostbusters, går de 4 børn i krig for at rette på deres fejltagelse.
At folk begynder at opføre sig mærkeligt, betyder blandt andet at du skal overvære så latterlige pinligheder som f.eks Peter Mygind (i rollen som Lasse og Olivers far) spiser guldkorn med cacao og sukker og skyder med sin tjenestepistol efter familiens kat, fordi den sjatpisser på gulvet. Mor – spillet af Mette Horn (Max Pinlig) opfører sig efter besættelsen som en regulær luder, med sminke og udfordrende tøj og en fod i skridtet på Paw Henriksen (Ambulancen), inden hun viser bryster. Paw Henriksen sender hede blikke til et skelet inden han sparker en ”højder” med dets hoved, og rammer Jonas Schmidt (ham der er inde i flodhesten Dolph) lige i panden, så han får en flænge. Anna Neye (Normalerweize) spiller børnenes fysiklærer som er ved at sprænge hele skolen i luften. Og ellers kan man så ellers se folk løbe rundt med motorsav, en skraldebil tømme sit affald midt på vejen og læger der amputerer raske lemmer. Alt er gået gak gak, men kan man så mærke spændingen for at få udslettet disse skyggemonstre?
Nej, for alt er skruet helt forkert sammen. De ellers meget usikre børn ved lige pludselig alt om hvordan ting skal løses, og så klar en vekselvirkning er ren benspænd for sig selv.. De virker også stive i betrækket og ikke mindst i dialogen som er helt steril. Skuespillere fremover ligger vist ikke lige for, og stakkels Toke Lars Bjarke som ellers er ret så medietrænet, er decimeret til at spille nuttet dreng. Og ellers dygtige Joshua Berman (Jonas i Karla og Jonas) spiller her skolens slemme dreng, som driller og mobber på ren ”vil du lugte til osten”-niveau. Og så er der flettet alt for mange sidebemærkninger ind. Bl.a. en kærlighedshistorie som er så påtaget at den slet ikke er værd at beskæftige sig med. Den forpurrer dog de indlagte personlige skills, hvor Oliver skulle være i stand til at forudse ting som kunne blive farlige. Eksemplificeret i scenen hvor lillebror Lasse er lige ved at få en faldende økse i hovedet.
Og sådan er det hele vejen igennem. Platheder på række er dommen. Det er desuden ikke meget man i det hele taget ser til selve skyggemonstret. Måske der ikke har været råd til at have den – i forvejen – dårlige animation med i flere scener. Farligt bliver det heller ikke, for skyggemonstret virker mere legesyg end ondskabsfuld. Faktisk er Monsterjægerne noget af den største undskyldning for ”mit værelse roder” jeg længe har set. Og det er altså ucharmerende at se en familiefar sige til sin kone: Du ligner lort!, når vi decideret har med en børneudgivelse at gøre. Faktisk er der kun meget få lyspunkter. Specielt Jes Dorph-Petersen gør det godt som nyhedsoplæser...
Jeg kan på ingen måde anbefale Monsterjægerne, selvom målgruppen nok er ligeglade. Den bedste film de har set, er jo altid den seneste film de har set. Men kan dit barn lide remoulade i håret, ballondans og musik med Joey Moe, så kan du da overveje at slå til. Og så alligevel ikke...
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
