Skriv en kommentar
Adoption, forældresvigt, liv og død. Mother and Child er fuld af alvorlige emner, der kommer til udtryk gennem tre forskellige handlingstråde. Karen (Annette Bening) er en lettere bitter, midaldrende sygeplejerske, der tager sig af sin syge mor, mens hendes tanker konstant kredser om den datter, hun bortadopterede som bare 14-årig. Denne datter, Elizabeth (Naomi Watts), er en rodløs, men succesfuld advokat, der konstant bevæger sig rundt i det amerikanske land for at undgå at slå sig ned og starte sin egen familie. Samtidig er Lucy (Kerry Washington) i færd med at skulle adoptere sit første barn.
Forandringer i de tre kvinders liv tvinger dem imidlertid til gøre opbrud med deres nuværende tilværelse. Karens mor dør, og samtidig begynder en ny sygeplejer at vise interesse for hende. Elizabeth bliver stik mod forventning gravid, og Lucys mand får kolde fødder angående den forestående adoption.
Mother and Child er ægte drama for alle pengene. Ægte i den forstand, at filmen indeholder og domineres af de ingredienser, genren ofte foreskriver – melodramatiske konflikter om tung tematik og store følelsesudladninger. Men disse konflikter og følelsesudladninger i sig selv er det ikke meget ægte over, for de virker kunstige og konstruerede filmen igennem.
Det er tydeligt, at instruktør Rodrigo Garcia har noget på hjerte og virkelig vil ramme sit publikum, men i dette tilfælde modarbejder Garcias ivrighed hans intention. Det skinner igennem, at filmen er forhippet på at have følelsesmæssig indvirkning på tilskueren, og dermed falmer det genuine i fortællingen.
I dialogen hoppes der direkte til pointerne. Til konflikterne, til de store følelser. Dermed tabes det publikum, filmen så gerne vil have fat i, for uden opbygning fremstår de melodramatiske elementer konstruerede og iscenesatte. Og når ægtheden forsvinder, er det pokkers svært at skabe ægte følelser hos biografgængeren – til trods for at Bening, Watts og det resterende cast gør et glimrende og ihærdigt stykke arbejde.
Når Garcia så tydeligt har overvejet filmens konstruktion, undres man over, at han ikke har benyttet filmens multiplot-formular på nogen måde. Hver handlingstråd synes ikke at tjene et overordnet sammenspils formål, men fremstår snarere som tre separate historier, der tilfældigvis krydser hinandens vej.
De tre fortællinger kommenterer altså ikke i hinanden, som det ellers gøres på glimrende vis i en anden multiplotfilm, det fremragende globaliseringsdrama Babel (2006). Mens den skudsårede, amerikanske kvinde i Marokko ikke er i stand til at tisse selv, og hendes mand derfor må hjælpe hende med at få trusserne af, aftager den unge japanske skolepige selv sine trusser for at tiltrække drengenes opmærksomhed.
Mand og kone i Marokko deler et intimt øjeblik, der bringer dem tættere sammen, mens den japanske pige løber længere væk fra sig selv.
Instruktør Garcias utålmodighed tåler ikke denne slags symbolik. I Mother and Child er det åbenlyse, ikke det hentydede, i højsædet. Den øjeblikkelige følelsesindvirkning er et must, og det skinner for tydeligt igennem. Dermed ender filmens intention om at bevæge og røre sit publikum med at drukne i sin egen konstruktion.
