Skriv en kommentar
John Klein (Richard Gere) er en journalist, der har succes både på jobbet og på hjemmefronten. Han arbejder på Washington Post og skriver forsidestof - og derhjemme venter konen med kærligheden. Det lykkelige par skal ud at kigge på hus, og i det nye soveværelse bliver de inspireret til at “gøre det man ind imellem gør” i soveværelser (i en for øvrigt absolut ligegyldig scene).
De bliver opdaget og kan selvfølgelig ikke komme hurtig nok hjem. Pludselig sker det noget. Konen ser et eller andet, gribes af panik og kører galt, med det resultat af hun skal hospitalsindlægges. Hun vågner og opdager, at hendes mand ikke har set det samme som hende. Man scanner hendes hjerne og finder en sjælden tumor, der gør at hun kan have hallucineret (det har hun bare ikke). Den alt for lange indledning afsluttes med konens død og et uforløst John Klein, der står tilbage med en dagbog af tegninger, hun har tegnet af “den der ting”, der ligner engle, men er Mothman (mølmanden).
To år senere kører den rastløse John rundt på vej til et stort interview. Han farer vild og ender i en god kristen, gennemsnitlig by ved navn Pleasant Point. Man skal ikke have set mange thrillere for at regne ud, at dette “point” ikke er spor “pleasant”. I følge den kvindelige politibetjent Connie Parker (Laura Linney) har der været nogle underlige anmeldelser i den seneste tid. Folk har set overnaturlige sager, og da en kvinde kan fremvise en tegning mage til dem, Johns afdøde kone fremstillede, bliver journalisten (og publikum) først interesseret. Det viser sig, at mange
mennesker har set mølmanden - og som den engelske titler indikerer forudsiger mølmanden katastrofer til folk. Og mon ikke Pleasant Point står over for en voldsom katastrofe.....det tror jeg nok den gør. Mere vil jeg ikke afsløre her.
Hvis man er til film som M. Night Shyamalans Den 6. sans, Christopher Nolans Memento eller David Finchers Fight Club, hvis idé er at holde filmens hemmelighed frem til sidste indstilling, kan man måske holde af Mothman med det forbehold at de tre første er langt bedre. Mothman udpensler gåden om skæbnen og forudsigelserne i en grad, der er alt for forudsigelige (paradoksalt nok). Der imod gør den intet ud at mølmanden, som skam eksisterer. Man når ikke til et egentlig opgør mellem John og mølmanden - derfor er det heller ikke meget gys med i filmen, der midtvejs slår lidt for mange knuder om sig selv - og så gaber selv den høfligste biografgænger. En thriller man kan se med fødderne på ryglænet og kroppen henslængt er vel ingen god thriller. På trods af det er billederne og klipningen hamrende lækker. Man fornemmer ind i mellem mølmandens tilstedeværelse med ting set fra hans synsvinkel, men han puster også aldrig i nakken.
Og at den mildest talt minimalistiske musik af makkerparret Tomandandy passer til er jo godt. Men de to hovedroller Laura Linney og Richard Gere er ikke Hollywoods største navne, selv om Linney var oscarnomineret sidste år, og instruktøren har ikke fået noget særlig ekstraordinært ud af dem. Filmen udnytter overhovedet heller ikke det faktum, at det hele er baseret på autentiske begivenheder i 60’erne. Der skete virkelig en katastrofe i Pleasant Point.
Havde man skåret lidt i længden og strammet lidt til i formen, var det måske en film man ville kunne huske en tid. Den fungere kun som to timers underholdning en sommeraften med regnvejr, hvor der alligevel ikke kommer noget i fjerneren. 3. stjerner til sådan en sag er vel hverken et underdrive eller overdrive.
