Skriv en kommentar
My Name is Lenny er den sande historie om gadebokseren Lenny McLean, som tæskede løs i Londons East End i 70’erne. Druk og vold fulgte Lenny gennem hele livet – fra stedfaderens voldelige udbrud til sit eget grusomme temperament.
Lenny er en mand, der kæmper på gaden, i pubben og i ringen, men, hvis vi skal tro filmen, så er det altid mindet om hans stedfar, the Guv’nor’, som han forsøger at banke i gulvet. Der går ikke mange minutter, før filmen på sentimental vis udpensler, hvilket traume der er årsag til alle Lennys livsbeslutninger. Billedet og portrættet bliver ikke mere nuanceret, som filmen skrider frem.
Gyselige grimasser
Josh Helman spiller hovedrollen som Lenny Mclean, som en parodi på en mand, der er blevet slået lidt for mange gange i hovedet. Helman skærer ansigter i ét væk. Hvert et sekund sidder kæben i en ny unaturlig position, mens han går på gaden som en selvtilfreds chimpanse med stive skridt og svingende arme, demonstrativt suspenderet 30 centimeter fra kroppen.
Dialogen skal fremhæve, hvor ”lokal” og ”autentisk” Lenny er i East End-nabolaget. Han er en ”god” gangster, der passer på de smukke kvinder og de ældre damer og skræmmer pushere væk fra området. Hele filmen bliver ét stort klichéfyldt portræt af livet i Londons arbejderklassemiljø i 70’erne.
Total stilforvirring
My Name is Lenny har svært ved at finde fodfæste som film. Melodrama eller socialrealisme? Komedie eller tragedie? Det er naturligvis tilladt at blande stil og genre lige så tosset man vil, men det kræver dygtighed og fingerfornemmelse. De dramatiske scener punkteres ofte af Helmans fjollede gummiansigt, mens vold vises som grusomt, blodigt og traumatiserende i den ene scene for at forvandle sig til tegneserievold værdig af Bøffen fra Olsen Banden i den næste.
Boksesporten har givet anledning til mange store filmoplevelser, men dette er desværre ikke en af dem.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
