Skriv en kommentar
Hvad gør man når ens nye hus er hjemsøgt? Man flytter! Dette var gyserfilms instruktøren James Wans (Saw), innovative svar tilbage i 2010 hvor han lavede spøgelsesfilmen Insidious), en forfriskende tilbagevenden til 80ernes spøgelsesfilm. Nu er han tilbage med filmen Nattens Dæmoner (2013), der mest af alt kan ses som et kærlighedsbrev til 70ernes spøgelsesfilm såsom Legend of HellHouse(1973) og The Changeling(1980) både stilmæssigt og indholdsmæssigt. Filmen omhandler familien Perron, Roger og Lorraine samt deres fem døtre som netop er flyttet ind i deres nye, men faldefærdige, hjem. Der går ikke længe før de finder et mystisk skjult rum i kælderen, fyldt med gammelt støvet ragelse (samt et ustemt klaver, der har en uvane med at spille af sig selv) det er cirka her det hele begynder at gå fra godt til skidt. De følgende aftener oplever familien mystiske ting, det starter med døre der åbner af sig selv, stanken af råddent kød og ure der stopper kl 03:07. Det hele er ganske uskyldigt men der går ikke længe før det eskalerer og det hele går fra skidt til meget slemt. Familien kontakter Warren familien der har ry for at være de bedste indenfor feltet når det kommer til at uddrive onde ånder.
Det hele eskalerer
En af de ting der gør at klassikeren Poltergeist(1982) står så stærkt som den gør er blandt andet at den hele tiden eskalerer. Det starter uskyldigt med stole der stables og møbler der skubbes hen af jorden. Hovedpersonerne er mere forundrede end de er skræmte men senere bliver det kun værre og værre. Datteren bliver fanget i tv´et, træet er lige ved at æde sønnen og poolen er fyldt med lig. Men det bliver stadigvæk værre og slutter helt med det rene vanvid hvor hele huset praktisk taget bliver suget ind i en anden dimension. Det er eskalationen der gør at man hele tiden er fanget af filmen og det er en af disse ting der håndteres rigtigt godt i Nattens Dæmoner. Det starter uskyldigt med små bump og igennem filmens 2 timer lange spilletid bliver det hele tiden værre, selv når man tror det endeligt må have nået sit højdepunkt. Det er intenst og det virker især godt da det samtidigt er kombineret med en god portion karakterudvikling. Det er ikke blot en samling ukendte mennesker der trækkes igennem et helvede, det er mennesker der betyder noget for os, mennesker vi gerne vil se klare sig ud på den anden side. Det er på ingen måde et tankevækkende drama og man skal ikke være bange for at kede sig undervejs, men der dedikeres alligevel en del tid til at give os en indsigt i forholdet mellem Lorraine og Ed Warren særligt det helt store spørgsmål: hvorfor er Ed så beskyttende overfor Lorraine? Ligeledes vises dynamikken i familien og de forskellige medlemmers indbyrdes forhold cementeres mellem de mange uhyggelige passager.
Ingen billige tricks
Det er en effektiv film der ikke bruger flere billige tricks end den har gjort sig fortjent til, den hopper af og til frem og råber ”BøH!” men det er ofte på de mest uventede tidspunkter, det kan næsten være helt distraherende at kigge med når man gang på gang tror at de vil forfalde til en kliché men alligevel vælger at bryde den. Det er ikke en film der revolutionerer gysergenren men den gør alt hvad den sætter sig for at gøre og den gør det hamrende godt!
