Skriv en kommentar
Eksklusiv dansk premiere
Ne me quitte pas er en hollandsk produceret dokumentarfilm, som er filmet i Belgien i 2012. Dokumentaren var et hit ved den prestigefyldte Amsterdam International Documentary Festival i november 2013. Den vises i biografer i hele Danmark den 5. februar som åbningsfilm for DOXBIOs nye sæson.
Samfundets tabere
Ne me quitte pas er en tragikomisk buddy-movie om to af samfundets tabere, Marcel og Bob.
Marcel er 52 år og nyligt fraskilt fra sin kone efter 16 år sammen. Konen har taget deres tre små børn med sig for at bo med en ny kæreste, og Marcel sidder tilbage i det halvtomme hus. Hans eneste ven er Bob, en lidt ældre skovarbejder, der holder ham selskab, når sorgerne skal druknes.
Bob er en poetisk naturelsker, der takler livets hårdheder med en vis filosofisk distance - og en flaske rom om dagen. Sammen er de en både hjerteskærende og komisk duo, da Marcels sorg og åbenlyse selvdestruktive opførsel balancerers af Bobs vise observationer og noget romantiske opfattelse af livet og døden.
Fra slapstick til tragedie
I begyndelsen drikker Marcel for at glemme sin sorg, og bliver så fuld, at han dejser om på gulvet, hvorefter Bob selvfølgeligt kaster en spand vand over ham. Ved en anden lejlighed forsøger Bob at hjælpe Marcel med at blive ædru, ved at få ham til at indånde ammoniak, hvilket gør ham øjeblikkeligt syg. Dette er komisk slapstick, ja, men som filmen skrider frem, bliver de pinlige fysiske udskejelser mere og mere foruroligende. Som da Marcel besøger tandlægen og må kaste op halvvejs igennem - om det er af ren tandlægeskræk eller fordi han er fuld, er ikke klart, men tandlægens blik af dyb medlidenhed skærer i hjertet.
Marcel viser sig kun glimtvis som den kompetente mand, han måske engang var, når han er sammen med sine børn. Det er klart her, at konen har fjernet meningen med livet.
Marcel beslutter endelig at tage på hospitalet for alkoholafvænning, men denne erkendelse af afhængighed kaster langsomt en skygge over filmens og venskabets tidlige morskab.
Dokumentar, der føles som spillefilm
Det sker sommetider at dokumentarfilm føles tydeligt opsatte, grænsende til det manipulerende. I Ne me quitte pas ænser man aldrig kameramandens tilstedeværelse i rummet, og det gør de medvirkende øjensynligt heller ikke. Dette, sammen med den underholdende dialog komplet med punchlines og perfekt ironi, medvirker til at filmen synes mere som en spillefilm end en dokumentar.
Der er også kælet for billederne. Skovens dybde og sommerens varme kryber under huden, mens Bob leder efter sit yndlingstræ og Marcel knapper en øl op i sin swimmingpool. Interiørerne i både Bob og Marcels huse er omhyggeligt filmet og fortæller mere end ord om de to mænds tidligere, og mere velfungerende liv.
En rystende oplevelse
Filmen er langt mere tragisk end den er komisk, og man skal være forberedt på en til tider, og måske unødvendigt, ubehagelig oplevelse. Kemien mellem hovedpersonerne er god, og man har sympati for dem begge på trods af deres selvdestruktive opførsel. På grund af en succesfuld og følsom involvering af publikum i Bob og Marcels univers, er filmen ultimativt en rystende oplevelse, der understreger, at der absolut intet komisk er ved alkoholisme.
