Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Nina Frisk (Sofia Helin) lever singlelivet. På jobbet er hun den pæne og kompetente stewardesse, i fritiden er hun et pligtopfyldende familiemenneske - om aftenen fester hun til langt ud på natten og nedlægger mænd som knækbrød krummer. Men hun savner noget mere end blot engangsknald og da hun møder Marcus (Daniel Götschenhjelm), ændres hendes liv og drømme for fremtiden. Ninas dysfunktionelle familie spiller hende et pus og trods det nære forhold til broderen Linus (Sven Ahlström), finder hun ud af ønskerne for fremtiden muligvis ikke er dem familien ønsker for hende. Men hvad vil Nina egentlig med sit liv?
”Nina Frisk” er en af de slags film, der er ret vanskelig at anmelde, simpelthen fordi den er så jævn i sig selv. Historien er ualmindelig ligegyldig og ikke særligt interessant, men heldigvis båret af virkeligt solide skuespillerpræsentationer. Ninas familie er en guldgrubbe af særlinge, der i en blanding af enestående karakterer og helt fantastisk samspil mellem skuespillerne redder det selvdøde krebsegilde plottet nu er, med en snapsindsprøjtning af dimensioner. Samspillet mellem Sofia Helin og Sven Ahlström er legende let, mens skildringen af det tragikomiske forhold mellem deres depressive mor (helt perfekt indkapslet af Gunilla Nyroos) og den alkoholiseret Krister (Urban Eldh) ikke lader et øje tørt. Desværre kan man næsten sige, da det er en masse spildt talent for andet end deres præsentationers skyld. Langt hen ad vejen lader det nemlig til at instruktør Maria Blom løber i cirkler og ikke selv ved hvilken vej hun vil gå, eller hvordan hun skal formidle budskabet – hvad så det end er. Filmen ønsker at ville både hylde og dissekere den stockholmske småborgerlighed og middelklasse, men Maria Blom tager ikke stilling til temaet. Når temaet balancerer mellem det at være en pæn eller sarkastisk kommentar til samfundet, ophæver det sig selv og forbliver et spørgsmålstegn, i stedet for at være dobbelttydig underfundig. Det havde pyntet med mere kant, en højere grad af komisk absurditet eller et klart perspektiv: I stedet er det blevet til en alt for pastelfarvet og overfladisk fortælling, om en ganske almindelig svensk piges hverdagslige problemer med kærligheden, karrieren og familien.
Ovenpå de mesterlige ”Fire Nuancer af Brunt” af Tomas Alfredson og Simon Stahos ”Bang-Bang Orangutang” hvor social kritik mødes med sort komik, ved man at det sagtens kan lade sig gøre at kombinere de to elementer i svensk film. Det lykkes ikke med ”Nina Frisk”. Trods fremragende skuespillerpræsentationer, formår instruktør Maria Blom ikke at rive tilstrækkeligt hårdt fat i en tematik med kød på. Som personinstruktør er hun tilsyneladende intet mindre end eminent, men hvad hjælper det, når historien er nærmest ikke eksisterende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:Sandrew Metronome.
