Skriv en kommentar
I Bosnien 1993 farer forstærkningsstyrkerne vildt i tågen. Da tågen letter er de midt i den Serbiske skudlinje, og bliver derfor skudt ned. Serberne sender 2 mand ud for at finde overlevende de kan dræbe, og lægge miner under ligene som fælder, til når de Bosniske styrker skal hente deres døde. En overlevende ved navn Chiki (Branko Djuric) får skudt den ene Serber og holder den anden, ved navn Nino (Rene Bitorajac) som gidsel. Situationen bliver ikke meget letter da Cera (Filip Soyagovic) viser sig at være levende, men ligger ovenpå en mine Serberne netop har placeret. Herefter bliver FN og et TV hold rodet ind i en umulig situation for at befri disse 3 uden at nogle af siderne skyder dem ned.
Filmen har vundet et utal af priser (Oscar, Cannes, Golden Globe), som til en vis grad også er velfortjent. Det er en antikrigsfilm som udfolder de meninger som mange i Serbien og Bosnien måske er bange for at have, nemlig at krigen er fuldstændig meningsløs. Desværre er det ligesom at filmen ikke holder med nogen, og derfor bliver det svært at forstå hovedpersonerne, og det hjælper ikke at spilletiden er en tand for kort.
Instruktøren Danis Tanovic har også skrevet filmen og filmens musik. Han har fat i noget af det rigtige, men som instruktør formår han ikke at chokere eller vise noget brilliant talent, kun at han er under udvikling og er i gang med at finde sin plads. Han gør et udmærket job, og får da også nogle ganske gode skuespillerpræstationer ud af sine skuespillere, men han tør simpelthen ikke instruere på sin helt egen måde.
Skuespillerpræstationerne er ganske gode, især Rene Bitorajac (Nino) som på sin egen ironiske måde fortolker sin figur. Branko Djuric er også ganske god, og jeg tror vi får meget mere at se med disse 2 i fremtiden. Resten er svære at bedømme da de ikke er så forfærdeligt meget med, men Filip Soyagovic (Cera) kan man da mærke heller ikke er helt værst.
Filmens problem er måske at den ikke er tung nok, og det er ret sjældent krigsfilm ikke er det. Hver gang man fordyber sig i historien sker der noget lettere humoristisk, og der slipper filmen en i et kort øjeblik. Idéen om at FN egentlig er nogle røvhuller der kun vil hjælpe hvis pressen skrider ind virker dog rigtigt godt, og slutningen får da også en til at tænke. Hvis instruktøren dog bare havde ladet sine personer udvikle sig over en 2 timers film havde dette sikkert været en brilliant film, i stedet har vi en god film der lige mangler det et-eller-andet.
