Skriv en kommentar
Hvem kender ikke følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet på den ene eller den anden måde? Det er lige nøjagtigt, hvad der sker for den unge Mélanie i filmen Nodevenderen. Men i modsætning til normale mennesker udvikler Mélanie en kynisk personlighed, som vil have hævn koste, hvad det vil. Dette er hovedplottet i Denis Dercourts nyeste film, og desværre er det ikke særlig originalt. Historien er set før i diverse (læs de værste) amerikanske udgaver. Nu er den velkendte formel gengivet på fransk, dog uden større succes.
Handlingen i Nodevenderen er ganske simpel. Efter at den unge talentfulde Mélanie (Déborah Francois) dumper til optagelsesprøven på konservatoriet, beslutter hun sig for at stoppe sin musikalske karriere. På trods af, at hun virker meget afklaret med sin situation, er det dog langt fra tilfældet. I løbet af sin ungdom styrer hun direkte imod et specifikt mål, nemlig at få hævn over Ariane Fouchécourt (Catherine Frot), som var den censor, som var skyld i at Mélanie mistede koncentrationen under sin optagelsesprøve.
Melanie tager en handelseksamen og får en praktikplads på det kontor, hvor Arianes mand arbejder. Langsomt, men sikkert rykker Mélanie tættere og tættere på familien Fouchécourt, og da familien står og mangler en barnepige slår Mélanie til.
Ariane Fouchécourt, som ikke kan genkende Mélanie, føler sig tiltrukket af den mystiske unge pige. Den ellers så strenge Ariane har efter en bilulykke fuldstændigt ændret personlighed. Hun er nu blevet skrøbelig og har brug for støtte. Ariane fascineres af Mélanies musiske talent og inden længe er Mélanie blevet Arianes personlige nodevender.
Nodevenderen er både instrueret og skrevet af Denis Dercourt, som ikke har været i stand til at få filmen til at fungere optimalt. Filmen tematiserer hævngerrighed, og Dercourt forsøger utallige gange at skabe en uhyggelig stemning á la Hollywood, dog uden den store succes. Personerne er både to-dimensionelle og overfladiske, hvilket efterlader seeren uden noget identifikationsobjekt. Man føler hverken med den uforurettede Mélanie eller med den nedbrudte Ariane, da de blot forbliver to figurere i en middelmådig film.
På trods af nogle udmærkede skuespilspræstationer, var Nodevenderen en film, som efterlod mig med blandede følelser. Jeg synes hverken, at den var rigtig god eller rigtig dårlig, den var der bare. Mødet med Nodevenderen var, efter min mening, en lidt tam oplevelse, som ikke havde den store effekt på mig. Arianes pludselig fascination og tiltrækning af den fremmed Mélanie virkede alt for konstrueret og urealistiske til, at jeg kunne blive opslugt af filmen.
