Skriv en kommentar
Norbit er som forældreløs vokset op i et børnehjem hos Mr. Wong. Her møder han som lille dreng pigen Kate, og de forelsker sig hurtigt i hinanden. Kate får dog et nyt hjem snarest efter, men Norbit er som Mr. Wong selv udtrykker det ”sort og grim, og der er ingen der vil have en sort og grim unge”, så han kommer aldrig videre. Norbit er heller ikke den skarpeste kniv i skuffen, han er både nørdet, slap og læspende, og det vil de andre drenge selvfølgelig drille ham med. En dag hjælper den store pige Rasputina ham dog ud af en knibe, og kræver, at de skal være kærester. Mange år senere bliver de så gift, og Rasputina er hverken blevet mindre eller mere flink med tiden. En dag dukker Kate så op igen, hun vil købe børnehjemmet af Mr. Wong, men Rasputinas brødre styrer byen med hård hånd. Vil Norbit stoppe deres skumle plan og vinde Kates hjerte igen?
Det er ikke hver dag, man er vidne til en falden stjernes allerværste værk. Eddie Murphy har siden 90’erne medvirket i den ene elendige film efter den anden, men nu kan det vist heller ikke blive meget værre. Norbit er skabt efter den ældgamle opskrift om den godmodige nørd, som skal lære at stå op for sig selv, og derved ikke kun vinder æren, men selvfølgelig også hans drømmekvinde til sidst. Alt fra den typiske bryllupsscene der skal stoppes i sidste øjeblik, til misforståelsen parret imellem er at finde i denne film, men det er ikke så meget den klassiske formular der fejler, men derimod humoren som ligeså er filmens bærende element. For humoren er nemlig alt for simpel og uopfindsom falden-på-halen humor, faktisk så uopfindsom at der stort set kun er en vittighed blot udformet i forskellige situationer filmen igennem, nemlig det at Norbits kone Rasputina er tyk. Ja, det er da en smule sjovt første og anden gang, men når man nærmer sig den samme vittighed 17 gange og halvanden time senere, sidder man blot og krummer tæer og væmmes til sidst.
Dette er en Eddie Murphy film i bogstaveligste forstand. Murphy spiller hele 3 roller, og forsøger derved at gøre komiske genier som Peter Sellers efter. Rollen som Norbit er direkte kedelig, han er på ingen måde sjov og forsøger da heller ikke at være det, men da han samtidig er irriterende svag både fysisk og psykisk, har vi en hovedrolle som vi sjældent kan sympatisere eller identificere os med. Rollen som Rasputina er forfærdelig en-dimensionel, som sagt hviler stort set alt humor i filmen på hende, og da hun kun kan bruge sin fedme som vittighed, er det en belastende affære at komme igennem. Mr. Wong er derimod en ganske morsom figur, som kunne være taget direkte ud af et South Park afsnit. Desværre ser vi alt for lidt til ham, og selv med et par halvgode vittigheder bag sig, er der stadig flere missere end pletskud. Nej, Eddie Murphy er ikke den cool, frække og overlegne personlighed vi kender fra hans storhedstid mere, han er kommet ud på alt for dybt vand, og som komiker er han i mine øjne druknet for længst. Når selv Cuba Gooding Jr. overgår ham i en lille rolle, kan man vel godt se hvor det bærer hen af.
Brian Robbins hedder instruktøren, og med et gennemgående elendigt repertoire som Ready To Rumble og Hard Ball bag sig, er det svært at sætte forventningerne op. Alligevel bliver man skuffet, for Norbit er ikke kun Murphys værste film til dato, men ligeså Robbins’. Selvom filmen kører efter den førnævnte klassiske formular, formår Robbins at ødelægge enhver form for timing med hans mangel på samme. Alle vittigheder i filmen er forudsigelige, og Robbins gør intet for at lægge skjul på dette. Det er direkte pinligt at en film som denne får biografpremiere verden over, og at Robbins ligeså får skabt et navn i Hollywood, han er faktisk allerede i gang med at lave endnu en film med Eddie Murphy, der får premiere til næste år.
Norbit er en formålsløs komedie, den er måske velvidende om dette og ganske harmløs, men når humoren ikke virker i en genre som denne, er der absolut intet der virker. Jeg gik ud af biografmørket med en tom fornemmelse af, at have fået stjålet halvanden time af mit liv. Med dette sagt, skal jeg ikke kunne sige om humoren lige netop rammer din smag, for mig var den blot for ensporet og forudsigelig til, at jeg kunne blot trække på smilebåndet.
