Skriv en kommentar
For mere end noget andet er det nemlig kærligheden, der er det centrale og styrende tema i den nye danske dramakomedie ’Regel nr. 1’ med Susanne Juhász og Mira Wanting i de bærende roller. ON-Z har mødt mennesket bag en historie fyldt med kærlighed.
Hvordan vil du beskrive din nye film – ’Regel nr. 1’?
Det er en komedie om to søstre, kan man sige. Der ikke har set hinanden i mange år. Og de bliver tvunget til at bo under samme tag. De har så nogen skeletter i skabet, kan man sige, som de ikke vil snakke om og undgår at snakke om. I stedet for er de ude på en masse forskellige mere eller mindre skøre dates. Men boblen må selvfølgelig briste til sidst, og så bliver de nødt til at snakke sammen. Man kan sige ja regel nr. 1 – man skal elske sin søster.
Sidst de to søstre sås, stak Sarah af fra en operation, hvor hun kunne hjælpe søsteren ved at donere den ene nyre. Er det den eneste grund til, at de to søstre ikke har snakket sammen i tre år?
Ja det er det. Man kan i hvert fald sige, at det er en mangel på tillid, at man ikke snakker om problemet - at hun bare flygter og ikke tør. Men jeg tror, det er meget normalt. Altså, det er et stort indgreb. Og hendes liv ændrer sig jo markant, selv om man får at vide, at man sagtens kan overleve med en nyre. Det kan man ja, men når man er fyrre eller halvtreds, så begynder man at mærke problemerne. Men det er selvfølgelig af egoistiske grunde at hun stikker af, og hun er jo den overfladiske af de to søstre. Hun tænker meget på sit udseende, og bare det at have et ar er måske en dårlig ide for hende. Så kan hun ikke gå med bikini.
De to søstre er som nat og dag. Hvorfor er de egentligt så forskellige?
Jamen det tror jeg er godt i film. Jeg har en ide om, at film har godt af at være fyldt med kontraster. Og det gælder på samme måde i forhold til dem, man arbejder sammen med. Det er vigtigt, at de også er lidt i modsætning til sig selv. Tag nu mig og manuskriptforfatteren for eksempel. Vi har meget forskellige ideer om hvad en go’ historie er. Og det gi’r jo noget i filmen. Men i forhold til Caroline og Sarah gi’r det jo selvfølgelig også en dramatik, fordi der er et modspil. Der er en forskel. Der er ikke kun det fysiske. De er jo selvfølgelig fysisk forskellige. Men de er også meget, meget forskellige – den ene er meget i forbindelse med sine følelser, hvor den anden er meget langt væk fra sine egne følelser. Så hun er meget overfladisk. Og så når de ligesom at forstå hinanden alligevel. Det er jo fantastisk.
Caroline vender for en kort bemærkning tilbage til eks-kæresten, men det dropper hun alligevel hurtigt igen. Hvorfor det?
Vi kender jo alle sammen det der med forhold, hvor man lige tænker, at nu glemmer vi alt det dårlige. Man tænker, at nu vil man godt lige tilbage og prøve. Det kunne jo være. Så gå der ikke lang tid, før man får de der dårlige ting lige i hovedet igen. Og så tænker man, nu kan jeg huske hvorfor, jeg gik. Man har sådan en tendens til at romantisere det, der er i ens fortid.
De fyre Caroline er på date med, er alle sammen meget ekstreme. Er det for at skabe en kontrast?
Ja, altså man kan sige, at alle sammen har deres svagheder. Og den eneste der har en god karakteristik, det er Sebastian. Han er faktisk heller ikke perfekt. Han har også en ekskæreste, som han roder lidt rundt med. Der er altså ikke nogen mænd, der er perfekte. Det kan man vidst slå fast. Men han har én karakteristik, og det er, at han lytter. Og det er jo dejligt, når ens partner lytter. Når ens kæreste lytter.
Filmen handler i høj grad om kærlighed både til en anden partner og til sit eget kød og blod. Har du hentet inspiration fra dit eget liv?
Ja for jeg har også en bror, som bor i USA, som er økonom, og vi er meget, meget forskellige. Og jeg ser ham ikke så tit, som jeg burde og gerne ville. Jeg har også på samme måde, som i filmen, skulle arbejde på mit forhold til ham. Så på den måde er det selvbiografisk, kan man sige.
Hvordan fik du ideen?
Jeg har arbejdet med en manuskriptforfatter på ideen i lang tid. Han ville gerne lave en datingfilm, og jeg ville gerne lave en film om søskende. Så det blandede vi og brugte hver vores styrker.
Men synes du ikke, at emnet kærlighed er ved at være lidt fortærsket i film?
Jo. Men man bliver vel aldrig træt af det? Gør man det? Tag nu for eksempel film og musik. Altså, tænk på hvor mange popsange, der er skrevet om kærlighed. Rigtigt mange!
Er det også derfor, der er så mange sange på filmens lydspor?
Tja. Man kan sige, at det er en del af filmens filmiske udtryk. Jeg kan godt li’ mange af den slags film. Altså nu er jeg ikke stor Oliver Stone fan, men f. eks. i hans fodboldfilm, ’Any Given Sunday’, er der 121 sange. Og vi tænkte, at nu har vi muligheden for at dykke ned i den danske undergrund og finde nogle gode ’spillere’, som ikke får muligheden. Hvis de får en succes, så sælger de måske fem tusinde plader. Og mange når aldrig ud. Så det er det kombineret med, at vi syntes at danske film tit er for polerede eller for undervægtede musikmæssigt. For det meste er der en eller anden, der kommer ind og laver et score, og det er så det samme nummer, der kører hele vejen igennem. Vi tænkte, hvad hvis man bruger musik som atmosfære? Det er det, man gør i mange amerikanske film.
Det er din første spillefilm. Hvilken fornemmelse sidder man med i kroppen, når man har arbejdet i lang tid på et projekt og nu kun kan sidde og vente på publikums dom?
Jamen det er jo meget pirrende. Men nu går det jo så stærkt. Så det skal nok være overstået, før jeg har nået at blinke to gange.
For at tale lidt om din baggrund, så har du læst film- og medievidenskab på Københavns Universitet. Er det ikke en lidt speciel vej at gå, hvis man vil være filminstruktør?
Der er mange, der godt kan lide at folk fra film- og medievidenskab er forskere eller bliver forskere på en eller anden måde. Men altså nu brugte jeg al min tid på at skrive manuskripter og dreje alle mine opgaver over på manuskriptskrivning. Så de var faktisk lidt trætte af mig til sidst, tror jeg. Men det er jo det gode ved universitetet. Man kan jo pejle uddannelsen hen og finde ud af, hvilken retning, man gerne vil gå i selv og så bare gå efter den. Og jeg mener ikke, at der er nogen bestemt uddannelse, der gør, at man bliver en go’ instruktør. Selvfølgelig får man nogle fantastiske håndværksmæssige evner, hvis man går på filmskolen. Men der er da også gode arkitekter, der er blevet instruktører. For eksempel Peter greenaway eller Nicholas ray. Så er der også læger, der er blevet gode instruktører. Hvis man har en historie i sig, så er det lige meget hvad man er.
Hvad har du selv gjort, siden du blev færdig for at få den mulighed, du sidder med nu?
Jeg har bare lavet film. I stedet for at snakke om at lave film, så har jeg bare lavet en masse film og knyttet partnerskaber med forskellige musiksupervisorer. Det handler om at få stykket et hold sammen, som man godt kan li’ at arbejde sammen med.
Thomas Levin spiller Sebastian i ’Regel nr. 1’. Men han er faktisk med i langt de fleste af dine film. Hvorfor det?
Det må man sige ja. Vi arbejder godt sammen . Jeg tror også, at vi gerne vil lave film set fra et skuespillersynspunkt på samme måde. Så det er nok derfor.
Som sagt har du tidligere instrueret kortfilm. Er der et stort spring at tage fra at instruere kortfilm til at instruere spillefilm?
Absolut. Det er der. Ja altså for det første er det fysisk et meget større spring. Det er noget helt andet at lave seks ugers optagelser og være på en seksugers optagelsesperiode end at optage i en weekend eller en uge. Det længste jeg har lavet før ’Regel nr. 1’ var 14 dage. Så efter der var gået tre uger på denne her film, der var jeg godt nok træt. Det kan jeg godt love dig. Men så skal man selvfølgelig også ha’ et overblik, og det håber jeg, jeg har formået, men det har jeg selvfølgelig ikke været ene om.
Manuskriptet har du skrevet sammen med Morten Dragsted. Hvordan fungerede det?
Jamen det var skønt. Han kan nogen ting, som jeg er mindre go’ til. Så er jeg go’ til nogle ting, som han er mindre go’ til. Og på den måde supplerer man hinanden rigtig godt.
Er det instruktørkasketten, du vil have på på lang sigt?
Jeg elsker også at skrive. Efter jeg blev færdig med denne film, så satte jeg mig bare ned i en hel uge og skrev. Jeg havde savnet det så meget. Så man kan sige, der er mange kasketter, man tager på i løbet af sådan et liv. Og jeg ved ikke, hvad der sker om tre-fire år. Nu må vi se.
Hvordan ser din nærmeste fremtid ud?
Jamen jeg satser da på at lave flere film. Det gør jeg. Hvis denne her ellers går godt, så håber jeg, at jeg også får muligheden for det.
Gemmer du nogle projekter oppe i ærmet?
Jeg har nogle ting, jeg skriver på. Så ja. De handler også om kærlighed.
Kærlighed er, som vi har været inde på, et meget brugt emne i film i almindelighed og dansk film i særdeleshed. Et nyere og anderledes dansk eksempel er ’Reconstruction’. Hvad synes du om den films måde at tackle kærligheden på?
Det er et rigtigt godt eksempel. ’Punch Drunk Love’ er også en fantastisk film. Men ’Reconstruction’ er jo en fantastisk flot film udtryksmæssigt. Det er jo dejligt at se sådan en fokuseret film, hvor instruktøren ved, at han kan tryllebinde på en anden måde end med action eller med gags. Det er jo skønt.
’Regel nr. 1’ kan se i landets biografer fra fredag d. 31. oktober.
