Skriv en kommentar
I perioden 1971-72 var John Lennons og Yoko Onos mest heftige og eksplosive politiske aktivisme i bl.a. demonstrationer mod Vietnamkrigen, Watergate og Nixon og “Free the people tour” og eksperimenterende kunstneriske udfoldelse f.eks. at gå rundt omkring i New York City forklædt i sorte plasticposer, så ingen kunne genkende dem og se, hvordan helt almindelige mennesker behandler affaldssække og i det hele taget affald på. Det er også i den periode, at Lennon laver sit værste album og måske derfor har den skotske filminstruktør Kevin Macdonald udvalgt denne turbulente periode af parrets liv.
“One to One” koncerten er et af højdepunkterne i denne periode og fandt sted i Madison Square Garden den 30. August 1972. Det er den eneste koncert, som Lennon gav efter at have forladt The Beatles. Dokumentaren fremstiller koncerten som en, men i virkeligheden var det to koncerter, som blev afholdt eftermiddag og aften.
Filmen indeholder otte liveoptrædener som “Come together” (Lennon tygger tyggegummi imens han synger på en ret cool måde og spiller med en hånd, også ret cool), “Instant Karma”, “Mother” (Lennon nærmest skriger) og andre sange, som er ret rå og en mere blid og følsom version af “Imagine” fra 1971.
I deres lille toværelseslejlighed på Manhatten brugte de meget tid i deres berømte seng og så en masse amr. TV, film og reklamer for at finde inspiration til musik og kunst og samtidig var de dybt fascineret over. Amr. TV og shows.
Dokumentaren er også en hyldest og oprejsning til Yoko Ono, som blev kaldt heks og beskyldt for The Beatles opløsning. Dokumentaren får på fineste visuel manér frem, at hun var/er en kunstner i egen ret og en utraditonel, intellektuel og stærk kvinde foran for sin tid.
