Skriv en kommentar
På den nyligt overståede Odense Film Festival vandt Jytte Rex´ portræt af grafikeren Palle Nielsen kategorien Bedste Portrætfilm. I konkurrence var også Lars Movin og Steen Møller Rasmussens portræt af digteren Dan Turéll. Filmene er væsenforskellige; mens Nielsen-filmen snarere er meddigtende end dokumenterende er Turéll-filmen snarere dokumenterende end meddigtende. Og man kan såmænd savne det dokumenterende henholdsvis det meddigtende i begge film. Dommerne var åbenbart ikke i tvivl; de foretrak den meddigtende portrætfilm. Men der er mere i problematikken end som så.
Onkel Danny – portræt af en karma cowboy er gennemført præget af interviews med mennesker der kendte Dan Turéll godt, flittigt garneret med det righoldige mediemateriale af Turéll. Det mærkelige er så, at man alligevel til sidst sidder tilbage med en følelse af ikke at være trængt igennem mediet Onkel Danny (det siges da også i titlen der helt og holdent signalerer mediefremstilling). Når instruktørerne så flittigt dokumenterer og har gjort mange valg hen ad vejen lægges der uværgelig op til åbenlys tolkning og konklusion af liv og værk, det ligger der også i begrebet dokumentation, alligevel udebliver tolkningen og konklusionen.
Filmen er delt op i tre afsnit der først og fremmest tegner udviklingen i Turélls forfatterskab. Manjana 1966 – 73, har navn efter den 250 sider store digtsamling der er hovedværket i den første nærmest maniske undergrunds- og gennembrudsperiode. Danny 1974 – 79 koncentrerer sig om opfindelsen og betydningen af mediemennesket Turéll. Her er det en i dag ikke overraskende pointe, at Danny så at sige skydes ind foran Turéll for den personlige integritets men også for gennembrudets, ja for forfatterskabets skyld. Tredje og afsluttende afsnit, Den navnløse 1980 – 93, beskriver Turélls overgang til kriminalromangenren. Det er ikke ganske klart, hvorfor afsnittet hedder Den navnløse. På denne sene og sidste tid i hovedpersonens liv og forfatterskab er Turéll bestemt ikke navnløs. Dog: Er det fordi kriminalromanerne ikke er af den store kvalitet, som en af de interviewede mere end antyder. Er det fordi Turéll til sidst opsluges af myten om Danny, og de mange digtsamlinger før Danny følgelig glemmes. Eller er det helt banalt og måske basalt, at den længsel efter hverdagen som Chili Turéll i det afsluttende interview åbner op for, forbliver en længsel for Dan Turéll– han er simpelthen ikke i stand til at sætte hverdagen i værk. Den tragik der her åbenbares kommer meget sent i filmen og er svær at spore i de foregående afsnit.
Instruktørerne forsøger som sagt at afholde sig fra at være meddigtende og tolkende i forhold til Turélls liv og værk; en professionelt redigeret dokumentation, et forsøg på en ”objektiv” eller ”åben” fremstilling af den portrætterede. Resultatet er derfor en blodløs, usanselig, nærmest berøringsangst fremstilling af en stor digter. Kort sagt, og helt banalt: I interviewene kommer vi sjældent udover oplevelsen af Turells maniske skriven. Men han må da for faen har sagt og diskuteret noget med vennerne! Og lur mig om der ikke også er en hel del i Dannys mediefremtræden der fortæller om Dan Turell bag mediet! For slet ikke at tale om værkerne, de mange, mange værker der bare måtte skrives. Eller igen helt banalt: Hvad kunne der ikke være kommet ud af at skildre, det vil her sige dokumentere, Dan Turélls hverdag.
