Skriv en kommentar
År 2023 starter med den nyeste Guy Ritchie film i biografen og mine forventninger om, at blive underholdt var i top. Det er jo trods alt manden der gav os film som; Lock Stock and Two Smoking Barrels, Snatch, Revolver, The Gentlemen og senest Wrath of Man også ledet af Jason Statham.
Ritchie er også manden der har været gift med selveste Madonna.
Altså sangeren Madonna, ikke Jomfru Maria.
Så han er ikke ligefrem Mr. Nobody.
Filmen handler om superspionen Orson Fortune (Jason Statham) og hans, næsten, sædvanlige team af agenter der skal opspore salget af en ny våbenteknologi der er blevet stjålet i London.
Lad mig uddybe ”næsten”.
Orson bruger altid de samme folk, men teamet har mistet deres IT nørd til spionkonkurrenten Mikes hold, (Peter Ferdinando) og det er ikke lige noget der behager Orson.
Som erstatning har de fået Mikes gamle IT nørd, kække, måbende og ikke let håndterlige Sarah Fidel (Aubrey Plaza) der ikke lige er så let at styre, hvilket resulterer i nogle sjove one-liners imellem vores helte.
Superspioner eller ej, så er missionen ikke lige så let som de kunne ønske sig, da de føler konkurrentens åndedrag på nakken, ligemeget hvor de tager hen for at opklare sagerne. Der er nemlig lavet en slags åben kontrakt på missionen.
Men Orson er ikke lige sådan at spøge med, han kommer på den gode idé at rekruttere Hollywood superstjernen Danny Francesco (Josh Hartnett) til rollen som…. sigselv, da våbenhandleren og milliardæren Greg Simmonds (Hugh Grant), der står for salget, har en svaghed for Danny og er super starstruck fan.
Hvordan Orson lige overtaler Danny til sådan en mission skal opleves, men hvis jeg siger afpresning af den værste skuffe, så er det ikke for meget sagt.
De kommer tæt på livet af Simmonds, og forsøger i bedste agent stil at forføre, narre og påvirke begivenhederne uden af blive opdaget.
Det er trods alt noget at være action skuespiller, og noget andet at være blandt rigtige våbenhandlere og action scener in real life.
Man skal se sig for, man kan nemlig ikke stole blindt på alle i spionverdenen.
Surprise.
Jeg stopper mig selv nu, inden jeg afslører mere.
Tempoet daler aldrig og vi får nogle kække, sjofle, sjove, krænkende dialoger og one-liners i bedste Guy Ritchie stil.
Filmen er action pakket med stort A og starter i London, og laver pit-stops i forskellige lande og byer som Madrid, Doha, Antalya og også Marokko i bedste drengerøvsfilm-stil.
Ahh jeg var ved at glemme en vigtig del, filmens titel Ruse de guerre er et fransk udtryk og dækker over en utraditionel tilgang til krig, hvor det handler om at forvirre og bedrage fjenden, i bedste Mission Impossible stil.
Det hele kan man sige at den gør upåklageligt, med sit hurtige tempo, action scener, hurtige kameraføring og score der ikke skuffer på underholdningen.
Jeg var i hvert fald ikke skuffet og kvitterer med 5 stjerner.
Hvem ved, der kan måske komme en toer.
Året starter i hvert fald godt, og Guy Ritchie kan med ro i maven være tilfreds med resultatet.
Derfor skylder han nok Madonna en bøn eller to, når Operation Fortune bliver en af hans store succes-film.
Altså Jomfru Maria, ikke sangeren.
Like a prayer, Amen.
